Vanvidskørsel: Kvinde stoppet med skyhøj promille
En 42-årig kvinde valgte tirsdag aften at sætte sig bag rattet, selvom hun havde en promille på over to.
Politiet fik standset hende i Strandby, efter de havde modtaget en anmeldelse om, at kvinden kørte 'bemærkelsesværdigt'.
Det fortæller Kanal Frederikshavn.
Den stærkt berusede kvinde blev taget på fersk gerning på Jernbanevej og er fra lokalområdet. Det fremgår af politiets døgnrapport.
Kvinden blev anholdt klokken 21 og sigtet for spirituskørsel. Hun erkendte i den forbindelse at have kørt i påvirket tilstand.
Den 42-åriges bil er nu kørt til Aalborg, hvor den senere vil blive solgt på auktion, såfremt blodprøven bekræfter, at kvindens promille var over de to.