Betjent skød sig selv i hånden
Foto: Anderst Hestbek
Den Uafhængige Politiklagemyndighed blev underrettet af Nordjyllands Politi torsdag klokken 13.48.
En politibetjent kom torsdag til at skyde sig selv i hånden på Kornblomstvej i Sæby.
Politi og ambulance rykkede torsdag eftermiddag ud til Kornblomstvej i Sæby, fordi der var sket en ”utilsigtet hændelse”, som politiet i første omgang kaldte det. Hvad hændelsen gik ud på, ville politiet ikke komme nærmere ind på.
Sagen efterforskes af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som fredag formiddag kan oplyse, at der er tale om en sag, hvor en polititjenestemand har skudt sig selv i hånden.
- I forbindelse med en politiforretning affyrede en polititjenestemand et vådeskud, og det ramte ham i hånden, siger Janus Rasmussen, der er jurist ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Han fortæller, at der ikke var andre, der kom til skade.
- På baggrund af oplysningerne har vi indledt en efterforskning. Efterforskningen skal vise under hvilke omstændigheder, det er foregået – hvordan og hvorfor, det skete, siger Janus Rasmussen.
Han har ikke yderligere oplysninger til offentligheden i sagen.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed blev underrettet af Nordjyllands Politi torsdag klokken 13.48.