Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Skød hende 15 år ældre: Nanna havde aldrig tænkt over sine rynker

Foto: Søren Mørch Pedersen

34-årige Nanna Nørholm er blevet usikker på, om hun bør få botox og fillers for at udglatte sine rynker, efter at flere har kommenteret dem.

Unge under 35 år er den hurtigst voksende kundegruppe hos kosmetiske klinikker. Influencer kæmper med presset for at se perfekt ud.

Nordjyske Nanna Nørholm havde egentligt aldrig tænkt over sine rynker i ansigtet, før anonyme brugere på det sociale medie Reddit begyndte at debattere dem.

Hun opdagede tråden for første gang for et år siden, hvor hun som så mange andre gange før scrollede på sin telefon.

"Hun har virkelig en gammel hud.", skrev en Reddit-bruger, mens en anden spurgte, hvor gammel hun mon var.

Jeg har en oplevelse af, at den nye normale måske er fuldstændig skævvredet

Nanna Nørholm, influencer og dyrlæge

Det med at kigge på Reddit var ikke nyt. Hun havde for vane at bruge det til at få en fornemmelse af, hvad hendes knap 50.000 følgere syntes om indholdet på hende og kærestens Instagram-profil.

Normalt var det konstruktiv feedback og lidt sladder, men denne gang blev hun ramt af en tråd med hundredvis af beskeder, der alle omhandlede hendes hud i ansigtet.

Hvordan kunne hun have mange rynker i ansigtet som bare 34-årig, diskuterede de.

På det sociale medie Reddit læste Nanna Nørholm, at hun så mindst 15 år ældre ud, end hun er. Og det satte en masse tanker og usikkerheder i gang. Foto: (Privatfoto)

Nogle skød hende til at være 40 år, andre 50 år, og flere blev stødte af det bud, for rynkede var de 50-årige i tråden ikke engang.

- Det var lidt af et chok, siger Nanna Nørholm.

Flere brugere undrede sig over, om det nu kan passe, at Nanna Nørholm er 32 år. Foto: Viktor Louis Lund Petersen

Faktisk blev hun ramt af så stor en usikkerhed, at hun i dag ser hun sig selv med nye øjne.

For pludselig kunne hun ikke finde ud af, om hun reelt har flere rynker end hendes jævnaldrende eller om mange 34-årige har fået ordnet deres hud med botox?

- Jeg har en oplevelse af, at den nye normal måske er fuldstændig skævvredet, og at mange måske slet ikke ved, hvordan en naturlig 30-årig ser ud, siger hun.

Det var dette opslag, som Nanna Nørholm lagde op på sin Instagram-profil og reaktionerne tikkede ind. Foto: (Privatfoto)

Klinik: Fordobling af unge kunder på et år

Kaster man et blik på tallene, så er hendes opfattelse ikke helt forkert.

Hos den landsdækkende og førende kæde N'age, der var den første kosmetiske klinik, der åbnede i Danmark, har de femdoblet deres omsætning på syv år.

Mens deres gennemsnitskunde stadig er over 40 år, så er unge den hurtigst voksende gruppe af brugere af kosmetiske behandlinger, fortæller administrerende direktør i N'age, Sanne Lønskov.

Det er en vild trend, hvor man ikke skal kunne se livets effekt eller aldring på ens ansigt

Astrid Jespersen, etnolog og forsker, Københavns Universitet

Fra 2022 til 2023 fordoblede kæden antallet af nye kunder i aldersgruppen 18-24 år.

Og hvis man medregner gruppen på Nanna Nørholms alder, så voksede andelen af nye kunder mellem 25 og 34 år med 27 procent fra 2022 til 2023.

Den 34-årige dyrlæge og influencer havde ikke tænkt over, om hun så gammel ud, før anonyme brugere debatterede hendes alder og mængden af rynker. Foto: (Privatfoto)

- Kunder under 35 år kommer jo ikke med dybe rynker, så denne målgruppe er mere optagede af den perfekte hud som helhed – og i det indgår så også, at man ønsker en smuk og perfekt hudoverflade, siger Sanne Lønskov.

Det store fokus på især unges hud genkender lektor og etnolog Astrid Jespersen også fra sin forskning i aldring ved Københavns Universitet.

På den ene side er hun overrasket over, at tallene fra en af landets største klinikker er høje, men samtidig har hun i årevis også observeret, at flere yngre personer fra alle samfundslag får kosmetiske behandlinger.

Kosmetiske behandlinger er populære

  • Ifølge en af de førende kæder, N'age, besøger kunderne under 35 år deres klinikker 2-3 gange årligt i snit og smider omkring 4500 kroner om året.

  • Det er især på behandlingerne for især læbeforstørrelser, tydeligere markerede kindben eller hage. De yngre kunder smider gerne mange penge efter netop "den perfekte og strålende hud".

  • En anden stor kæde Nygart oplever også en øget interesse, især læbeforstørrende behandlinger med fillers hitter blandt de unge, siger klinikchef Mie Hjarbæk.

  • Populariteten ses også i antallet af nye klinikker, der dukker op, viser tal fra DR. På syv år er antallet af kosmetiske behandlingssteder mere end fordoblet, og der er nu 730 behandlingssteder på landsplan.

Kilder: Styrelsen for Patientsikkerhed, N'age og Nygart.

- Lige nu modellerer mange deres ansigter ret heftigt og tyr til skrappere midler for at opnå en bestemt ansigtsform eller ingen rynker. Det er nyt, siger hun.

Ifølge professoren har vi altid stræbt efter skiftende skønhedsidealer fra solarie-tan til tynd talje. Og nu er det altså aldring, der er skønheds-skurken.

Problemet er, at jeg føler, at det står helt ad helvedes til med min pande, fordi så mange måske får sprøjtet noget i deres

Nanna Nørholm, influencer og dyrlæge

Det pres går især udover yngre personer, der oplever, at flere kommenterer deres alder og aldring i huden, siger professoren.

- Det er en vild trend, hvor man ikke skal kunne se livets effekt eller aldring på ens ansigt, men holde fast i en glat, poleret og perfekt hud, siger hun.

Får alle ordnet deres hud?

For Nanna Nørholm er en perfekt, glat hud ikke et ideal, hun hverken kan eller vil stræbe efter.

Hun føler, at udbredelsen af filtre, botox og fillers har gjort, at mange – inklusiv hende selv – har et urealistisk billede af, hvordan 'almindelige' mennesker ser ud.

- Problemet er, at jeg føler, at det står helt ad helvedes til med min pande, fordi så mange måske får sprøjtet noget i deres, siger hun.

Faktisk fylder det så meget, at hun alene af den grund har overvejet at få fjernet sine egne rynker.

Reaktionerne satte en mase tanker i gang om, hvorfor hendes hud åbenbart så ældre ud, end andres. Skyldes det kost, for mange solariebesøg i teenage-årene, for lidt solfaktor, en stressperiode eller at mange flere får fixet deres hud med botox? Foto: (Privatfoto)

Og det er netop botox og fillers enorme popularitet og udbredelse, der adskiller botox-trenden fra andre skønhedsidealer, siger etnolog og forsker i aldring, Astrid Jespersen.

- Man bliver nærmest væltet omkuld af en tsunami af filler og botox, og derfor kan man føle, at alle gør det, så hvorfor gør jeg det ikke også bare?, siger Astrid Jespersen.

Nanna Nørholm understreger, at hun ikke er imod kosmetiske behandlinger.

Hvis jeg får ordnet de rynker, så er jeg meget bevidst om, at jeg er med til at styrke 'den nye normal' for, hvordan unge kvinder skal se ud

Nanna Nørholm, influencer og dyrlæge

Da hun var 20 år, fik hun faktisk selv opereret sine bryster mindre, fordi de gav hende rygsmerter.

Så når hun i dag har modstand mod at få foretaget kosmetiske indgreb mod rynker, skyldes det alene, at hun er ked af, at lysten til at ændre på sit eget udseende kommer udefra og ikke fra hende selv.

- Det var ikke et ønske for mig at se anderledes ud med mine rynker, før jeg blev mødt af den her debat. For hvis jeg kiggede på mig selv helt udefra, så synes jeg egentligt, jeg er et okay pænt menneske, siger hun.

- Og hvis jeg får ordnet de rynker, så er jeg meget bevidst om, at jeg er med til at styrke 'den nye normal' for, hvordan unge kvinder skal se ud.

Nanna Nørholm mener ikke, at Botox og fillers er forkert, så længe man gør sig tanker om, hvorfor man gør det. Hun afviser heller ikke selv, at hun på et tidspunkt kan få lyst til det. Foto: Søren Mørch Pedersen

Særligt én person har fået hende på andre tanker.

Nemlig hendes søn på halvandet år.

- Jeg vil gerne fortælle ham, at han er lige, som han skal være, men de ord mister sin betydning, hvis hans mor bliver nødt til at gennemgå nogle ting for at passe ind i billedet, siger hun.

Væltede ind med støttende beskeder

I stedet for at begrave sig selv i tvivl og selvkritik delte Nanna Nørholm sine tanker i et opslag på sin Instagram.

Hun skrev blandt andet, at en del af svaret på hendes usikkerhed skyldtes, at hun er blevet vant til at se ansigter med fillers og botox.

Det ikke at gøre noget ved sin pande, føles næsten som en aktivistisk handling. Det er jo lidt paradoksalt

Nanna Nørholm, influencer og dyrlæge

Hun er nervøs for, at 'det normale forsvinder' i en ond spiral, fordi folk får operationer for at leve op til den nye standard.

Men så væltede støtten ind i indbakken. Usikkerheden blev genkendt og spejlet i over hundrede beskeder.

Den enorme tilbagemelding skræmte hende lidt.

Det væltede ind med beskeder fra følgere, der også oplever et stort pres for at se 'perfekte ud'. Det vidner om, at hun har fat i en vigtig debat, mener Nanna Nørholm. Foto: Viktor Lund Petersen

- Jeg synes jo ikke, at jeg er gået ind i noget, som burde være kontroversielt. Det ikke at gøre noget ved sin pande, føles næsten som en aktivistisk handling. Det er jo lidt paradoksalt.

Aktivistisk eller ej, så holder hun fast.

På trods af støtten på de sociale medier har hun endnu ikke fundet ro i, at flere skyder hende over 15 år ældre, end hun er.

Men nu har hun besluttet, at det er sådan, hun ser ud.

- Det er virkelig en svær diskussion, og intet er sort/hvidt i det her. Men jeg vil gerne stå på mål for den her beslutning, for jeg synes valget er vigtigt i et bredere perspektiv, siger Nanna Nørholm.


- Vi skriver Danmarkshistorie: Endelig klar til at bruge hundredevis af millioner

Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg får nyt vartegn, der skal gøre byen lige så berømt som snapsen.

Om to år skal det hele være klar.

Kunsthal Spritten og det 30 meter høje kunstværk Cloud City Aalborg. Målet er at Nordjyllands største by får et kulturtilbud i verdensklasse. Det er ikke ambitioner der mangler, når de to chefer for Kunsthal Spritten fortæller om fremtiden.

- Det er Danmark, der får en ny kunsthal. Det er sådan set også Nordeuropa, der gør det, fordi med sådan et stort kunstværk, vi kobler til bygningen, så kigger vi ind i et helt vildt ambitionsniveau. Et vi alle sammen kan glæde os til, om vi bor i Aalborg eller et andet sted i Nordeuropa, siger Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen, der er en af de to chefer for Kunsthal Spritten.

Specielt når talen falder på den argentinske kunstner Tomás Saraceno, der skal lave det 30 meter høje kunstværk uden for Kunsthal Spritten, drømmer Aalborg stort.

Så vildt bliver det nye kunstværk.

Chefer bliver holdt langt væk fra tidsplanen

Projektet Kunsthal Spritten og Cloud City Aalborg skal stå færdig i løbet af 24 måneder, men:

Den præcise dato for indvielsen er ikke fastlagt.

Otte fonde og Aalborg Kommune betaler for projektet til 350 millioner kroner. Fondene står for 295 millioner, mens Aalborg Kommune betaler 55 millioner og står for driften, indtil åbningen.

De to chefer i Kunsthal Spritten er kunsthistorikere, men de tør godt love, at byggeriet er klar om to år.

Bare rolig. Det er ikke kunsthistorikere, der skal stå for håndværksarbejdet.

Bilbao-effekten kan give milliarder

I Aalborg drømmer de om den såkaldte Bibao-effekt. I 1997 fik den nordspanske by et Guggenheim-museum. Det fik i løbet af 10 år investeringer i kunst og byudvikling til at eksplodere, så Bilbao i dag tiltrækker turister fra hele verden i tusindvis. Og indtægter for milliarder.

Dagen i dag, hvor projektet blev endeligt sat i gang, er Aalborg første skridt på vej mod mere international anerkendelse og altså drømmen om en nordjysk pendant til den nordspanske opblomstring.

- Det er bestemt ikke hver dag, og vi skriver Danmarkshistorie, påpeger Bibi Henriksen Saugman, der er den anden af de to chefer på Kunsthal Spritten.

10 år undervejs

Ideen med Kunsthal Spritten og Clous City Aalborg blev født for 10 år siden af erhvervsmanden Martin Nielsen. Siden har det været igennem et tumultarisk forløb, der blandt andet omhandlede ballade om udbygningsaftaler og stor intern palaver mellem entreprenører og kommune.

Det var i 2014 Martin Nielsen første gang luftede sine planer om at omdanne den gamle spritfabrik til en ny eksklusiv bydel. Trods de mange bump tør alle godt melde ud, at om to år er de klar.

Bygger videre på arbejdet fra fortidens pionerer.

Kunsthal Spritten fortæller, at de stadig holder arrangementer i de par år, som renoveringen og byggeriet tager. Derfor bliver der rig mulighed for nordjyderne til at besøge stedet, mens det bliver lavet om.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Han skal være afdelingsleder i European Energy.

2025 bliver et overordentligt travlt år for Kristian Tilsted.

Han har netop scoret et nyt job som afdelingsleder i European Energy, hvor han nu er ansvarlig for drift og vedligeholdelse af selskabets solcelleparker. Ikke nok med det skal han også forsøge at bevare borgmesterposten på Venstre-hænder ved kommunalvalget, som løber af stablen 18. november.

I august blev han nemlig udpeget som Venstres borgmesterkandidat, efter den siddende borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) havde besluttet, at han ikke ville genopstille.

Kristian Tilsted lader TV2 Nord vide, at det nye job ikke rokker ved hans ambitioner.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg går til valg på, at vi beholder borgmesterposten, så det er helt klart målet. Lykkes det, har vi en ny situation, men det er jo kalkuleret i forhold til min ansættelse, så det har jeg selvfølgelig talt med min nye arbejdsgiver om, siger Kristian Tilsted.

Har lavet aftale med hustru

Ved siden af jobbet som afdelingsleder skal der dermed føres valgkamp til næste år. Folk skal dog ikke være nervøs for, at han går på kompromis med den del.

- Der skal være tid til at føre valgkamp. Jobbet er fleksibelt, og jeg kan også arbejde hjemmefra. Det hele er et spørgsmål om prioritere sin tid. Jeg har en aftale med min hustru om, at der kan afsættes tid til det hele. Det går selvfølgelig lidt ud over familielivet, men vi har heldigvis voksne børn, så de kan passe sig selv, siger borgmesterkandidaten.

Kristian Tilsted har siddet i kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune i 10 år og er i dag medlem af Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.

Han blev tidligere på året fritstillet fra det direktørjob, han havde i Netselskabet Elværk. Ifølge eget udsagn på grund af omstruktureringer.

Den nye arbejdsplads ligger i Nykøbing Mors. European Energy er en international organisation med 850 ansatte fra 43 nationaliteter.

Han får arbejdsplads i Nykøbing Mors og bliver chef for samlet 14 medarbejdere. Det nye job glæder ham.


Mens de jubler i Lønstrup - er de skuffede i Tversted og Kjul

Foto: Henning Larsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er ikke alle steder i Hjørring, der er ramt af kysterosion, der får del i de millioner, Hjørring Kommune har fået til kystsikring.

- Vi er dybt skuffede over, at der ikke er penge til de områder, der er mest ramt af kysterosionen.

Sådan lyder det fra Kurt Trynskov, der ejer Aabo Camping i Tversted.

For fredag har Hjørring Kommune fået 6,3 millioner kroner til sandfodring ved kommunens vestvendte kyst. Sandfodringen skal ske på en 8,8 kilometer lang strækning, der ikke omfatter Tversted.

- Det er da skuffende, at når der kommer så mange penge, så er vi ikke tilgodeset. Og mange af de steder, der er nævnt, er der jo lavet hårdt kystsikring, siger campingpladsejeren.

De er dog ikke interesserede i hård kystsikring i Tversted, der vil skæmme landsskabet. De er tilgengæld interesserede i at få sandfodret deres kyst.

- Jeg er barnefødt i Tversted, og der var engang, hvor der var høje klitter nedenfor den blå kiosk, hvor man kunne ligge og sole sig og en strand på 50-70 meter. Men nu er alle klitterne væk. Og nu er der ikke ret meget bred strand tilbage, siger campingpladsejeren.

Her skal der sandfodres

Der er givet 6,3 millioner til sandfordring på kommunens vestvendte kyst, nærmere bestemt sandfodring på samlet 8,8 kilometer erosionsramt strækning, primært ved sommerhusområderne Nr. Lyngby, Mårup, nord for Lønstrup fra Harrerenden til Udemarken og ud for Nørlev-Skallerup-området.

Man piller ved det naturlige flow

Samme holdning deler Arne Therkelsen fra Kjul Strand. Også her er de blevet forbigået, og han mener, at området på den måde bliver ramt dobbelt.

For ikke nok med, at der ikke skal sandfodres på strækningen, så bliver den naturlige barriere, der lægger sig ved molen i Hirtshals Havn, renset op og fjernet igen.

- Vi bliver dobbeltramt. Hvis man skal tro læren om tilblivelsen af Skagens Odde, er det jo ikke uden betydning, at de oprenser det sand, som Hirtshals Havn stopper. Vi har svært ved at forstå, at det skal suges op og sejles vestpå igen, lyder det fra Arne Therkelsen.

Se interview med Søren houmann, der er udvalgsformand i Hjørring Kommune.

Skagens Odde er en stor sandodde, der er blevet dannet indenfor de seneste 7000 år. Det er den ved, at enorme mængder af sand er blevet frigjort ved erosion af de kvartære lag langs Nørrejyllands vestkyst, for naturligt at blive transporteret til Jyllands nordende af bølger og strøm.

- Det er jo hans levebrød

Han er skuffet over, at det, han kalder naturkommunen Hjørring og havnen i Hirtshals, har fået dispensation til at sejle sandet vestpå.

- Det er jeg lidt uforstående overfor. For det er på grund af sandets naturlige flow, at Skagens Odde og Kjul eksisterer, og det naturlige flow afbryder man jo ved at føre sandet tilbage. Jeg kan næsten kun tænke, at erosionen på sigt bliver et endnu større problem, end det er i øjeblikket, siger Arne Therkelsen.

Sådan ser det ud, når der sandfodres.

Både i Tversted og i Kjul har det betydning for turismen i området, at de brede sandstrande ser ud til at være en saga blot - undtagen på de vindstille dage, som der ikke er mange af på vestkysten.

- Det var og er det, turisterne kommer efter. De, der ikke er kommet i området i mange år, tror, de er kørt forkert, når de kommer her, siger Kurt Trynskov fra Tversted, der bliver bakket op af Arne Therkelsen:

- De turister, der kommer her, kommer jo, fordi der har været en bred vesterhavsstrand med god adgang, der er en børnevenlig. Og det kan ikke undgå at blive påvirket. Min genbo er en campingplads, og det er jo hans levebrød det her. Vi har i forvejen ikke mange virksomheder og arbejdspladser her i vandkanten, siger han.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Så er landsdelens mest omtalte godstransport sejlet i havn.

Prammen med de tre gigantiske mølledele, der siden i fredags har været på rejse fra Brande mod testcentret i Østerild, er nu på vej ind i havnen i Hanstholm efter en sejltur, der tog sin begyndelse i Hvide Sande klokken 22 i går aftes.

Det viser billeder fra Hanstholm Havn.

Selvom det er stort, og tungtvejende gods, der står på prammen, så gør havnechef Søren Zohnesen ikke store øjne af transporten.

- Det er som en dag mere på kontoret. For os har der ikke været nogen ekstraordinære opgaver, fordi vores infrastruktur kan håndtere det, siger han.

Det eneste, der måske skal ændres betydeligt på, er et par lygtepæle og skilte på havnen, mener chefen i Hanstholm.

Men selvom de i Hanstholm ser transporten som en normal opgave, så giver det alligevel lidt indtryk.

- Det er altid spændende at se, når sådan noget kommer ind i havnen. Møllerne bliver større og større for hver gang, men nogle gange er det svært at se, at de er blevet det, siger Søren Zohnesen, der er havnechef på Hanstholm Havn.

Han fortæller, at det kræver lige så mange forberedelse at køre strækket fra Hanstholm til Østerild, som det krævede mellem Brande og Hvide Sande. 

- Jeg tror ikke, der er gjort de helt store forberedelse. Vejen er jo godt forberedt på de her laster, fordi de har kørt, der så mange gange, siger han. 

Foto: Ole Vognstoft

Hvis du vil se mølledelenes tur til havnen i Hvide Sande, hvorfra delene blev sejlet til Hanstholm, kan du se og læse livebloggen her.


Social dumping: Tre Aalborg-virksomheder under lup

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Virksomhederne kan se frem til yderligere kontrol.

Fejl og snyd blev for nyligt konstateret af Skattestyrelsens medarbejdere i en landsdækkende kontrolaktion.

I hele 33 ud af 52 kontroller blev der fundet indikationer på social dumping. Tre Aalborg-virksomheder er nu under Skattestyrelsens lup for problemer og humbug.

Hvad er social dumping?

Det er social dumping, når udenlandsk arbejdskraft udfører opgaver i et andet land til en lavere løn og under ringere arbejdsforhold, end hvad der gælder for det pågældende lands arbejdstagere.

Kilde: Fagbevægelsens Hovedorganisation

Det var i sidste uge, at Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet aflagde visit hos fem Aalborg-virksomheder, som hovedsageligt opererer inden for restaurationsbranchen.

- Virksomhederne, vi kontrollerer, er udvalgt, fordi vores oplysninger indikerer, at der kan være problemer med social dumping. Kontrollerne viser, at de tre Aalborg-virksomheder er med til at skabe unfair konkurrence, siger Ernst O. Nielsen, funktionsleder i Skattestyrelsen.

Virksomhederne kan nu se frem til at blive kontrolleret yderligere, så Skattestyrelsen kan opgøre skat og moms korrekt for virksomhederne og deres ansatte.

- Når vi skal se nærmere på tre virksomheder, skyldes det, at vi under kontrollen har oplevet nogle uoverensstemmelser og uklarheder omkring moms og skat, som vi skal have set nærmere på. Desuden mener vi, at medarbejderne i en enkelt virksomhed, skal anses for arbejdsudlejede til den danske virksomhed, de udfører arbejde for, siger Ernst O. Nielsen.

I forbindelse med kontrollerne har Skattestyrelsen på landsplan talt med 161 medarbejdere. 110 blandt dem var udenlandske.

Det var årets ottende landsdækkende aktion mod social dumping foretaget af Skattestyrelsen.