Uhyggelig ulykke på kælkebakken: Michael levede i smertehelvede
En tur på kælkebakken endte katastrofalt for Michael Mogensbæk fra Sæby. Mødet med en sten betød flere år med voldsomme smerter, en kæmpe operation, førtidspension og skilsmisse.
- Det ændrede jo mit liv for altid i et splitsekund, sådan fortæller Michael Mogensbæk fra Sæby om den kælketur, der fik store konsekvenser for ham.
Et flyvehop gjorde, at Michael Mogensbæk med et slag landede direkte på sit haleben, og slog halebenet op i ryggen.
Uheldet sendte Michael Mogensbæk ud i et smertehelvede, der varede flere år.
- Det var jo skrækkeligt, man vidste ikke, hvornår man kom ud af det her, siger han.
En kollapset ryghvirvel
Efter turen igennem smertestillende og et korset, der skulle holde ryghvirvlerne på plads, møder Michael Mogensbæk sin kirurg for første gang. De finder sammen ud af årsagen til smerterne.
For efter kirurgens eget udsagn er den helt gal med Michaels ryghvirvel, nærmere præcis ryghvirvlen TH12, der er kollapset.
-Jeg var i bogstavelig forstand gået midt over, fortæller Michael Mogensbæk.
Det krævede en stor operation, hvor Michal Mogensbæk fik fjernet to ribben, punkteret en lunge for at lægerne kunne sætte en protese ind i rygsøjlen.
Førtidspension og selvmordstanker
Komplikationer fra operationen gør, Michael ender i et smerteloop som kører fra, hvor smerten er, til op i hjernen og så i ring igen.
Den konstante smerte påvirkede Michael Mogensbæks private liv, og ændringen i Michaels sind førte ham og sin daværende kone ud i en skilsmisse.
- Jeg var ikke den samme Michael mere, jeg var meget negativ og meget bitter, fortæller han.
Han blev førtidspensionist, hvilket var et kæmpe nederlag for Michael Mogensbæk, da meget af hans identitet lå i at eje tøjbutikker og at være chef.
Mødet med en god ny ven og et vendepunkt
Yoga blev vejen ud af Michael Mogensbæks smertehelvede.
Tankerne om sygehus, medicin og økonomi blev byttet ud med yoga, meditation og læren om buddhisme og hinduisme. En frisk start, der gjorde, at Michael blev parat til livet igen.
Faktisk begyndte det at gå så godt, at han nu kan leve uden smertedækkende medicin, og fandt tilbage på arbejdsmarkedet igen som yogainstruktør, og i dag ikke længere er førtidspensionist.
- Det var det fedeste at ringe og sige, fortæller han.
Og når han får spørgsmålet, hvor var du uden yogaen, svarer han:
- Det tør jeg slet ikke tænke på.
Se hele Michaels historie her: