Udsigtspost udsat for hærværk
Udsigtsposten på Pikkerbakken i Frederikshavn er blevet udsat for hærværk. To glasplader er blevet smadret, og regningen for at udskifte dem kan blive stor.
Frederikshavns milliondyre udsigtspunkt på Pikkerbakken har været udsat for hærværk. To af udsigtspunktets glasplader, der skal forhindre besøgende i at falde ud over kanten, er blevet smadret.
- Jeg blev gal indvendig. Hvorfor skal man udelægge ting? Det har jeg aldrig forstået. Det er i hvert fald ikke det, jeg er opdraget til hjemmefra, siger afdelingsleder Peter Nielsen fra Park & Vej i Frederikshavn Kommune.
Udsigtsposten er en gave til frederikshavnerne fra flere af Frederikshavns største virksomheder. Gaven blev skænket i forbindelse med byens købstadsjubilæum i september sidste år, hvor udsigtspunktet blev indviet af Kronprins Frederik, som har sat sin signatur på en sten i nærheden af punktet på toppen af Pikkerbakken.
- Vi er rigtig stolte af udsigtspunktet, som blev givet til kommunen af de lokale sponsorer. Det er en stor attraktion, så jeg brænder inden i af raseri, siger Peter Nielsen.
Frederikshavn Kommune ved endnu ikke, hvor stor regningen for hærværket bliver, men kommunen fortæller, at det løber op i mange tusinde kroner, fordi glaspladerne på Pikkerbakken er specialfremstillet.