Udkørt hjemmeplejer i brev til politikerne: - Jeres regneark passer ikke på virkeligheden
Foto: Jesper Christiansen
Brevet, der kritiserer tidsplanen for en hjemmeplejer, er sendt til alle byrådsmedlemmer i Frederikshavn Kommune.
- Jeg elsker mit arbejde, MEN - og dette er et meget stort men.
Sådan indleder Anette Vinde sit brev til politikerne i Frederikshavn Kommune, som også Kanal Frederikshavn har fået fingrene i.
Hendes 'men' er en kritik af det tidspres, som hun og hendes kollegaer arbejder under. Et tidspres hun selv mærkede konsekvenserne af, da hun blev ramt af stress og hjerteflimmer.
- Det var godt nok et vink med en vognstang for mit vedkommende. Jeg havde godt kunnet mærke, at trætheden kom snigende, og anfaldene af svimmelhed havde været tiltagende, men jeg havde slået det hen med, at det vel var overgangsalderen der efterhånden trykkede, skriver Anette Vinde.
15 minutter til et bad
Hendes utilfredshed går især på den tid, der er visiteret til besøg hos de ældre.
Jeg kan ikke forstå, at det ikke råber til himlen med alle de langtidssygemeldinger
Anette Vinde, social- og sundhedshjælper
Hun fortæller blandt andet i brevet, at der er afsat 10 minutter til toiletbesøg til en borger i kørestol. Ifølge Anette Vinde er det urealistisk, fordi de bruger fem minutter på at flytte borgeren fra kørestolen til sengen, hvor de så skal have tøjet af borgeren.
Fra sengen løftes borgeren over på bækkenstolen. Efter toiletbesøget gentages processen baglæns.
- Men hvor er tiden til, at de kan nå at forette deres nødtørft?, spørger Anette Vinde.
Som andre eksempler nævner hun de 15 minutter, der er afsat til at hjælpe folk i bad, og de fire minutter til at varme mad - der efter anvisningen skal varmes i fire til seks minutter.
- Jeg ved godt, at ældre- og handicapområdet vejer tungt i kommunens budget, men lad mig lige gøre opmærksom på, at bare fordi vores visiterede tider passer ind i et regneark, så fungerer det altså ikke helt i praksis.
42 besøg på en vagt
Siden 2020 har Anette Vinde kørt aftenvagter. Her har hun oplevet, at der på de travleste vagter har været op til 37 besøg og fem nødkald oveni.
På en ottetimers vagt med en halv times pause, har hun således under 11 minutter til hvert besøg inklusive den tid, hun bruger på transport mellem borgerne.
- Jeg har simpelthen ikke tid til at være der for mine borgere, skriver Anette Vinde.
Foruden tidspresset, som hun forklarer med for få medarbejdere, sætter hun også spørgsmålstegn ved, at hun i løbet af 18 år på arbejdet har haft 15-16 forskellige gruppeledere, og at hun føler sig tvunget til at holde ferie på helt bestemte tidspunkter.
- Jeg kan ikke forstå, at det ikke råber til himlen med alle de langtidssygemeldinger, der har været og er, skriver hun og runder af med følgende:
- Jeg vil slutte af med at sige, at jeg elsker at komme ud til alle mine borgere, for det kan godt være, at jeg giver mine borgere noget, men oftest får jeg det tifold igen.