Turistdirektør gør status over uge 29 i Skagen: Én tendens irriterer ham
Højsæsonen i Skagen, og resten af Vendsyssel, er veloverstået på trods af flere skrækscenarier.
Mange uger med regn og at de vigtigste målgrupper for dansk turisme er økonomisk udfordret, lyder umiddelbart ikke som opskriften på en sommersæson med grønne tal på bundlinjen.
Men de første resultater, der er kommet ind fra årets højsæson, melder om succes et sted i Nordjylland.
Det fortæller turistdirektør for Toppen af Danmark, Nicolai J. Nissen.
Succesen kommer ellers på baggrund af, at han ifølge ham selv ser ellers tilbage på en sæson, hvor man flere gange har været tæt på skrækscenarier med tomme senge og røde tal.
- Markedet har ikke været normalt siden 2019, og man skal stå tidligt op for at navigere i det, fortæller han i en pressemeddelelse.
Dog har det usædvanlige marked også bragt positive ting med sig.
Blandt andet har sommerhusene fra Sæby til Skagen set en fremgang på 41 procent i antallet af gæster fra Norge i forhold til 2023.
Dog er ikke kun positive ting, han har at berette om.
Debatten om Hellerup ugen
For mens en masse kollegaer arbejdede for at skabe gode oplevelser for de mange feriegæster, fortsatte debatten om det, mange medier vælger at kalde for Hellerup-ugen.
Noget der ifølge Nicolai J. Nissen, er blevet blæst op af medierne selv.
Markante holdninger til emnet og en artikel om, at man burde nedlægge uge 29 i Skagen og vende tilbage til "det gamle Skagen", har nemlig fyldt meget for uge 29 i år.
- Vi har stadig alt det, der kendetegner det originale Skagen. Det er noget, man værner om, og som man er stolt af på tværs af Vendsyssel, lyder det fra Nicolai Nissen.
- Byen er meget mere end en kulisse i en kunstig ferieby.
Der skal være plads til alle gæster i Skagen i uge 29. Både dem, der gerne vil vælte sig i dyr champagne, og dem, der helst vil være fri, mener Nicolai Nissen.