Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tre mænd på en bænk: Jørgen Nielsen fik uventet besøg af kronprinsen

Mikkel Beha Erichsen, Jørgen Nielsen og kronprins Frederik sidder Jørgens bænk foran huset. Siden besøget har Jørgen omdøbt bænken til "Krone 21" - samme nummer som hans hus. Foto: TV2

Joooo, det gik sådan set lige efter bogen. Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Jørgen Nielsen på spørgsmålet om, hvordan det var at have besøg af kronprins Frederik. Torsdag aften blev en del af besøget vist på landsdækkende tv som sidste del af serien "Kurs mod danske kyster" med den kendte sejlerfamilien Beha - som på turen rundt i Nordjylland havde kronprins Frederik med ombord.

Torsdag aften sad Jørgen Nielsen i lighed med mange tusinde andre danskere klar foran tv-skærmen for at følge med i familien Behas tur gennem de danske farvande i udsendelsen "Kurs mod danske kyster". Turen var denne gang nået til Nordjylland - og Jørgen Nielsen kendte om nogen lidt mere til hvad, man kunne vente sig rulle over skærmen end andre.

Han var nemlig en af de nordjyder, som familien Beha besøgte - og så endda i selskab med kronprins Frederik.

Jørgen Nielsen er den eneste fastboende på øen Hirsholmen - den største af Hirsholmenes otte øer, der ligger i Kattegat lige uden for Frederikshavn, og han var allerede tre måneder forud for besøget klar til at vise rundt på den ø, som står ham så nært - og fortælle historier om dagligdagen og om øernes historier.

Det, Jørgen Nielsen ikke vidste, var, at han også skulle få besøg af landets kommende konge.

- Og det var nok godt nok, jeg ikke vidste det, for så havde jeg nok bare spekuleret på, hvordan jeg skulle tackle det, og så kan det også være, at jeg havde fået nerver på, men jeg vidste faktisk ikke, at kronprins Frederik var med nærmest før, han var her, fortæller Jørgen Nielsen til TV2 Nord.

Det kom som noget af en overraskelse for Jørgen Nielsen at kronprins Frederik kom for at besøge ham. Han nåede slet ikke at blive nervøs, og det var der tilsyneladende heller ingen grund til, da kronprins Frederik med det samme gav Jørgen hånden og sagde "god daw Jørgen" - og så svarede Jørgen tilbage med et "god daw Frederik".

- Go´daw Frederik

Jørgen Nielsen havde set, at der var kommet nogle på øen, et par mænd som han antog var fotografer og en del af tv-produktionen, men da han faldt i snak med dem, fandt han ud af, at de var bodyguards og var der på grund af kronprinsen også ville komme.

- Det kom som noget af en overraskelse, siger Jørgen Nielsen og tilføjer, at kronprins Frederik gav Jørgen hånden og sagde "god daw Jørgen" - og så svarede Jørgen tilbage med et "god daw Frederik".

Så var stilen ligesom lagt, mener Jørgen Nielsen, som derfra ikke længere behøvede at bekymre sig om at sige De eller Deres Kongelige Højhed.

- Vi var dus, og han var helt nede på jorden og helt almindelig. og det var egentlig et hyggeligt besøg, fortæller Jørgen Nielsen, som tilføjer, at der blev grint en del i løbet af de tre timer, gæster var på besøg.

- Ja, for pokker, de er nogle herlige gutter, både Frederik og Mikkel Beha og ja også sønnerne, siger Jørgen Nielsen.

Rom og branddaskere

Som det fremgår af udsendelsen "Kurs mod danske kyster", som blev vist på TV2 torsdag aften, så laver Jørgen Nielsen allerede fra start sjov med kronprinsen, da han vil vide, hvordan Jørgen Nielsen kan holde til al den larm fra mågerne på øen.

Til det spørgsmål svarer Jørgen: "Hva´ siger du". Han holder masken lidt - men så bryder både Jørgen og kronprinsen ud i grin.

Også da Jørgen Nielsen og gæsterne på deres tur rundt på øen går forbi en branddasker, ender samtalen mellem øboen og kronprinsen i grin og klap på skuldrene.

- Det var en oplevelse med sådan et besøg, siger Jørgen Nielsen.

Der var også tid til alvors snak - blandt andet da kronprins Frederik og familien Beha sammen med Jørgen Nielsen går hen på kirkegården, hvor Jørgen Nielsens hustru ligger begravet.

Her overraskede kronprinsen Jørgen med at vide, at han og hustruen har en særlig nytårstradition.

- Jeg drikker altid champagne nytårsaften til midnat - så sidder jeg der på den nordre ende af øen, hvor hun ligger begravet, og tænker lidt, fortæller Jørgen Nielsen, som spurgte kronprinsen hvordan han kendte til den tradition.

- Han svarede, at han har sine forbindelser - og samme svar, da vi kom ned til bænken, og Frederik sagde, at "det er noget med, at du er glad for rom".

Tre timers besøg

Det blev til tre timers besøg - og Jørgen Nielsens mål med at takke ja til at få besøg og vise rundt var helt klart.

- Det er vigtigt for mig at få vist øen frem, så nogen får lyst til at komme herover og besøge øen. Så det er handler om at få profileret øen, slår Jørgen Nielsen fast.

Han er godt tilfreds med den lille times udsendelse, der er kommet ud af blandt andet besøget på Hirsholmene.

- Det var en dejlig udsendelse, siger Jørgen Nielsen.

Krone 21-bænk og trillebør

Jørgen Nielsen har da også mærket lidt til den såkaldte kendis-effekt - i hvert fald har nogle af vennerne printet og lamineret to skilte, hvor der står Krone 21 på.

Det ene fungerer nu som nummerplade for Hirsholms eneste køretøj; nemlig Jørgen Nielsens trillebør - og det andet er sat på den bænk, som han sad på sammen med Mikkel Beha og kronprins Frederik.

Bænken står ude foran Jørgen Nielsens hus - og hans husnummer er såmænd 21.

- Man må gerne komme over og blive fotograferet på bænken, lyder det fra Jørgen Nielsen, der håber, at udsendelsen om Nordjyllands kyster og farvande kan være med til at øge interessen for at tage en tur til den lille øgruppe i Kattegat.

Mikkel Beha Erichsen og hans familie stævnede i foråret og sommer endnu engang ud for at tage på eventyr på havet - denne gang for at sejle rundt i de danske farvande. Det bragte dem blandt andet til Hirsholmene. Foto: TV2

Kronprinsen med på lige fod

Mikkel Beha Erichsen og hans familie havde i tre dage besøg af kronprins Frederik, og allerede inden afgang meddelte den kendte sejlerfamilie, at kronprinsen ville komme til at indgå som en del af besætningen på lige fod med de øvrige sejlere. Der ville altså ikke være nogen særbehandling på havet for den kongelige gæst, som er uddannet frømand og selv har sejlerfaring.

- Vi har ikke lavet noget kongeligt program for kronprinsen, men vi deler den kærlighed, vi har til Danmark, med ham, siger Mikkel Beha Erichsen i en pressemeddelelse.

Kronprins Frederik udtrykte forud for programmet på vist på tv på Instagram, at han særligt glæder sig til at "dele historier og oplevelser om vores dejlige sommerland med familien, når jeg kommer hjem."

Og interessen for Hirsholmene er på landsplan steget en del, efter kronprinsen og familien Beha har lagt vejen forbi - synes øens eneste beboer Jørgen Nielsen at kunne ane.

Nu håber han, at interessen får sig endnu et hak opad efter torsdagens udsendelse på TV2.

- Jeg kan da allerede se på min Facebook, at der er mange, der har set mig i fjernsynet og gerne vil snakke, siger Jørgen Nielsen.

'Kurs mod danske kyster' kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.


Nordjysk virksomhed opkøbt for kæmpe millionbeløb

Foto: Pressebillede

Foventningen er, at der nu skal hyres flere medarbejdere.

Gulvvirksomheden Timberman er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman, der har hovedsæde i Hadsund, i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos. Volati har en årlig omsætning på 7,7 milliarder svenske kroner, svarende til knap fem milliarder danske kroner.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned, hvor Timberman bliver en del af Volatis datterselskab Salix Group, som beskæftiger sig med at levere materialer til byggeri og industri.

Ingen af parterne vil oplyse det nøjagtige beløb, men der er tale om et trecifret millionbeløb.

Medarbejdere har intet at frygte

- Vi har haft en flot vækst de seneste tretten år under ejerskabet af Amorim Cork Flooring, og vi har efterhånden indtaget en position, der gør os klar til næste niveau. Det får vi nu mulighed for med en stor og vidtforgrenet majoritetsejer i Volati, siger administrerende direktør i Timberman, Mogens Fisker, som fortsætter i sin nuværende stilling.

Timberman kunne i foråret udvide deres aktiviteter i Sverige, og det gav derfor mening for virksomheden at komme på svenske hænder.

Ifølge Mogens Fisker ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Timberman er landets førende af hårde gulvbelægninger i træ, kork og vinyl.


Se listen: Her bor de vådeste, frækkeste og mest kinky nordjyder

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Nordjyderne er godt repræsenteret i 2024.

De årlige statistikker fra Sinful.dk er igen landet, og endnu en gang beviser nordjyderne, at de er nogle af landets frækkeste. 

Sidste år var det kun Løkken, der var at finde på sexshoppens liste, men i år er hele tre nordjyske byer kommet på. Og igen i år er Løkken at finde på en fræk førsteplads.

I 2023 indtog Løkken førstepladsen i kategorien 'Landets stærkeste underliv', og i år er det kategorien 'Årets vådeste by', som vendelboerne indtager førstepladsen i.

Det er nemlig i Løkken, at der er blevet købt mest glidecreme fra Sinful.dk gennem 2024. Her har vendelboerne nemlig købt 3,59 gange så meget glidecreme per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Derudover er Løkken igen i år at finde på flere lister. Den vendsysselske by er nemlig også nummer tre på listen over de frækkeste byer. Her er der nemlig solgt 2,64 flere stykker sexlegetøj per indbygger end landsgennemsnittet. I 2023 indtog Løkken tredjepladsen på selvsamme liste med 2,5 stykker sexlegetøj.

Top 10 frækkeste byer

  1. Humlebæk 2,79

  2. Skævinge 2,66

  3. Løkken 2,64

  4. Rødby 2,58

  5. Græsted 2,45

  6. Odense NV 2,20

  7. Faaborg 2,15

  8. Aakirkeby 1,92

  9. Aarhus C 1,83

  10. Randers C 1,74

* tallet indikerer, hvor mange gange, der er købt sexlegetøj i byen i forhold til landsgennemsnittet

Kilde: Sinful.dk

Flere byer at finde på listerne

I år står Løkken dog ikke alene på sexshoppens frække liste. Både Aalborg C og Sindal gør nemlig byen selskab.

Sindal er nemlig den by i landet, der har købt mest lingeri per indbygger på Sinful.dk i 2024, og dermed har den nordjyske by vundet kategorien 'Landets frækkeste undertøj'. Faktisk har indbyggerne i Sindal købt 4,22 gange så meget lingeri per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Samtidig er Aalborg C igen at finde på en liste. Aalborgenserne indtager nemlig tredjepladsen på listen over de mest kinky byer i landet.

Årets mest kinky byer er fundet ved at udregne, hvilke byer der har købt mest bondage sexlegetøj. Det vil sige, at aalborgenserne køber 3,67 gange så meget kinky sexlegetøj som landsgennemsnittet.

Top 10 mest kinky byer

  1. Slagelse 4,77

  2. Brabrand 3,90

  3. Aalborg C 3,67

  4. Oksbøl 2,80

  5. Rødby 2,60

  6. Grænsted 2,43

  7. Højbjerg 2,12

  8. København SV 2,00

  9. Randers C 1,99

  10. Aakirkeby 1,85

Kilde: Sinful.dk

Det fremgår desuden af Sinful.dk, at det overvejende er mænd, der køber sexlegetøj på sexshoppen. Hele 58 procent af brugerne var nemlig mænd.

Samtidig er årets frækkeste navne for 2024 Maria og Jesper. Det er nemlig de navne, der er gået flest gange igen på ordresedlerne.

De frækkeste navne

  1. Maria og Jesper

  2. Michael og Cecilie

  3. Mikkel og Mette

  4. Thomas og Camilla

  5. Christian og Emma

  6. Daniel og Pernille

Kilde: Sinful.dk


Flere hunde forgiftes - direktør ser klar sammenhæng

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Dyreforsikringsselskab får langt flere anmeldelser om forgiftninger af hunde.

Det vrimler med dem i naturen, og de efterladte nikotinposer er dødelige for dyr.

TV2 Nord har tidligere beskrevet, hvordan Ann Hvarregaard i november måtte give sin fire måneder gamle hvalp Olga kunstigt åndedræt foran sine børn, efter hunden havde slikket på en nikotinpose, den fandt i naturen.

Og hun er langt fra den eneste.

Stigning i anmeldelser

Dyreforsikringsselskabet Agria har nemlig de seneste år registreret antallet af nikotinforgiftede hunde, og det seneste år er antallet steget markant.

- Sammenlignet med samme periode sidste år er der tale om en stigning på hele 52 procent i antallet af anmeldte nikotinforgiftninger blandt hunde, siger Tine Stabell, direktør for dyreforsikringsselskabet Agria.

Tine Stabell fortæller, at selv små mængder nikotin er farlige for dyr, og at hvalpe er særligt udsatte. Hun sammenligner hvalpene med små børn, der er nysgerrige på sine omgivelser og smager på det meste, de kan komme i nærheden af.

- Fordi hundehvalpe fysisk er mindre i størrelsen, får de relativt mere nikotin i kroppen end en voksen hund, når de spiser en nikotinpose, siger direktøren.

Nikotinposer flyder i naturen

TV2 Nord kunne tirsdag fortælle, hvordan det flyder med cigaretskodder og nikotinposer i den nordjyske natur.

Dette års Masseeksperiment viste nemlig, at nikotinposerne vinder frem, mens cigaretskodderne fortsat fylder.

I år deltog 2112 elever fra 31 skoler i region Nordjylland i Masseeksperimentet, og de fandt altså tilsammen 1196 cigaretskodder i den nordjyske natur, mens man på landsplan fandt hele 5819 stykker nikotinposer i naturen.

Men selvom cigaretskodderne på papiret fylder mest, så var det noget helt andet, som man oplevede hos 4. klasseseleverne på Skolegades Skole i Brønderslev.

- Jeg har oplevet, at I takt med at antallet af cigaretskodder falder, så er der mange flere snusposer rundt i naturen. Nikotinaffald er ikke blevet mindre, konstaterer Torben Madsen, der er lærer for 4. klassen, som deltog i masseeksperimentet.

Han deltog desuden også i masseeksperimentet tilbage i 2019.

Forebyggelse af nikotinforgiftning hos hunde

  1. Hold nøje øje med din hund, når du lufter den – lad derfor mobilen blive i lommen på gåturen og hav fokus på hunden.

  2. Træn hunden til at reagere på en "slip"-kommando.

  3. Hav altid lækre godbidder med, når du går tur, så du kan bytte, hvis hunden får fat i noget, du mistænker kan være farligt.

  4. Undgå at lufte hunden på områder med meget snusaffald, såsom ved skoler, stoppesteder eller lignende.

Kilde: Agria Dyreforsikring

Mørketal

De mange nikotinforgiftninger blandt hunde hænger ifølge Agrias direktør sammen med en øget mængde dumpede stykker snus i naturen.

- I perioden fra 2017 til 2021 registrerede Agria Dyreforsikring en fordobling i antallet af generelle forgiftningsskader. Samtidig begyndte vi at se en sammenhæng imellem stigningen og udbredelsen af de såkaldte røgfrie nikotinprodukter, forklarer Tine Stabell, direktør i Agria.

Selvom antallet af registrerede tilfælde er fordoblet, frygter Tine Stabell, at antallet er endnu højere. Det skyldes, at tilfældet kun registreres, hvis det fremgår af skadesanmeldelsen.

- Det er kun, hvis ejeren rent faktisk har observeret hunden indtage en snus- eller nikotinpose, eller hvis dyrlægen har konstateret det, at det bliver registreret som årsag, siger direktøren.


Hvorfor væltede 200 tons tung kran? Svaret lader vente på sig

Arbejdstilsynet har endnu ikke kunnet fastslå, om der skete brud på reglerne, da en stor kran væltede i Østerild.

Hvad var det, der gik galt, da en 200 tons tung kran pludselig væltede på det nationale testcenter for vindmøller i Østerild i Thisted Kommune?

Det er tilsyneladende ikke så let at få opklaret.

Kollapset skete 28. november, men Arbejdstilsynet har endnu ikke udgivet en endelig rapport, der fastslår årsagen.

TV MIDTVEST har nu fået aktindsigt i tilsynets besøgsrapport, som blev udsendt 4. december.  Det fremgår af rapporten, at tilsynet normalt kan nå at behandle en sag på under 14 dage, men i nogle tilfælde kan der gå længere tid.

Præcist hvorfor sagen endnu ikke er afgjort, ønsker tilsynet ikke at kommentere, men det fremgår af besøgsrapporten, at man "afventer svar på krandata" for at kunne træffe en afgørelse.

- Vi er ved at tage stilling til, om jeres virksomhed skal have en eller flere afgørelser, skriver tilsynet til kranfirmaet.

Den 23-årige mand, der styrede den 190 meter høje kran, da det gik galt, fik dieselolie ud over sig og blev behandlet på skadestuen.

Kort tid efter lød fra politiet, at manden havde det okay efter omstændighederne.

Arbejdstilsynet besøgte uheldsstedet dagen efter med det formål at undersøge, om kranfirmaet overholder arbejdsmiljøloven.


Morgenens vejr byder på risiko for dis og tåge, og nogle steder vil temperaturen være nede omkring frysepunktet.

Det gælder særligt nede i vejbanerne, hvor der også er risiko for rimtåge. Det anbefales derfor at køre hjemmefra i god tid til at forholde sig til det.

Det bliver derudover en dag med rolige vindforhold. Der er kun tale om svage og lette vinde fra østlig retning.

Der er mulighed for solstrejf i løbet af dagen, men det meste af dagen vil der være skyet, men tørt.

Temperaturen kan komme op på 2-3 plusgrader, men det bliver køligere, når solen går ned, og her vil temperaturen nærme sig frysepunktet.

Tjek også vejret med Solvej Vindblæst:

Vejret tre timer frem
Vejret senere