Topscorer forlader White Hawks
Nick Olesen er tabt for Frederikshavn White Hawks.
Frederikshavn White Hawks må vinke farvel til Nick Olesen, som er en af de største danske profiler i Metal Ligaen.
Han har valgt at fortsætte karrieren i udlandet. I en kortfattet pressemeddelelse skriver klubben:
- Vi må desværre oplyse, at Nick Olesen har valgt at søge nye udfordringer i udlandet. Han har valgt at gøre brug af en udlandsklausul i sin kontrakt, som udløb her i maj. Vi ønsker naturligvis Nick held og lykke i udlandet og håber, at han en dag vender tilbage til White Hawks.
Frederikshavn White Hawks for blot tre måneder siden forlængede kontrakten med Nick Olesen for yderligere to sæsoner, så kan han forlade klubben. Det er en klausul i kontrakten, som betyder, at White Hawks største danske profil kan skifte til en udenlandsk klub.
- Det kan også være, jeg skal spille i Finland eller Østrig. Men jeg har ikke skrevet med andre klubber end Frederikshavn, og min agent har heller ikke en kontrakt liggende, sagde Nick Olesen i går til Kanal Frederikshavn.
Nick Olesen, som er fra Frederikshavn, har tidligere spillet i Sverige. Fra 2011 til 2014 spillede han på juniorhold i Bofors, Karlskoga og Växjö, før han kortvarigt vendte hjem til Danmark og spillede fire kampe for Odense Bulldogs. Olesen afsluttede 2014/15-sæsonen i østrigsk ishockey.
Herefter tog frederikshavneren tilbage til Sverige og spillede for Brunflo IK i den tredjebedste række, inden han kom hjem til Frederikshavn og afsluttede sæsonen i White Hawks-trøjen. I de seneste to sæsoner har Nick Olesen været en af de store profiler for den nordjyske klub.
I den forgangne sæson blev Nick Olesen med 29 mål den mest scorende spiller i Metal Ligaen, så han efterlader sig noget af et tomrum i den frederikshavnske offensiv. Ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger skulle høgene dog være tæt på at kunne præsentere nogle offensive nyerhvervelser.
Frederikshavn har allerede forstærket offensiven med canadiske Dale Mitchell, som to gange er blevet topscorer i Metal Ligaen.