To unge anholdt - sigtes for flere indbrud
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto
En 15-årig dreng og en 18-årig kvinde blev onsdag anholdt. De er sigtet for at stå bag flere indbrud.
Nordjyllands Politi har onsdag ved middagstid anholdt en kun 15-årig dreng og en 18-årig kvinde på den enes bopæl i Frederikshavn. De sigtes for flere indbrud og tyverier i Frederikshavn natten til onsdag.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
Der har været indbrud i et hus på Ingeborgvej, hvor der blandt andet er stjålet bil- og husnøgler. Fra et hus på Agnethevej lykkedes det tyvene at slippe afsted med smykker og penge.
Derudover har der været forsøg på indbrud i to huse på henholdsvis Enighedsvej og Solbakkevej.
På Finnsvej lykkedes gerningsmændene at bryde ind i en bil, hvor der blev stjålet en såkaldt smartdongle. Der har desuden været indbrud i en bil på Elmevej, men her er der tilsyneladende ikke stålet noget.
Den 15-årige dreng og 18-årige kvinde sigtes for alle forhold, der skete natten til onsdag og frem til 6-tiden onsdag morgen.
Politikommissær Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi oplyser til TV2 Nord, at de anholdte bliver løsladt igen, når de er afhørt, men at de fortsat vil være sigtet i sagen.