ANALYSE: To er især i spil til at blive Birgit S. Hansens afløser
Foto: GRAFIK TV2 Nord
Torsdag kom det frem, at borgmester i Frederikshavn Kommune stopper før tid.
En borgmester vælges for hele valgperioden og kan som hovedregel ikke afsættes, når han eller hun først er valgt på det konstituerende møde umiddelbart efter et kommunalvalg.
Til gengæld kan borgmesteren selv vælge at stoppe før tid, som Birgit S. Hansen (S) nu gør i Frederikshavn, og som hendes partifælle Thomas Kastrup-Larsen gjorde tidligere i denne valgperiode.
Når det sker, er den kommunale styrelseslov klar: Når byrådet måtte have imødekommet en ansøgning fra en siddende borgmester om at forlade byrådet, foretages der nyvalg af en borgmester ved flertalsvalg efter de samme regler som på det konstituerende møde.
Efter seneste valg sad Socialdemokratiet fortsat solidt på magten i byrådet. Trods en lille tilbagegang stemte 57,4 procent af vælgerne på partiet, og Birgit S. Hansen var i kraft af 13.230 personlige stemmer selvskrevet til posten.
Ved konstitueringen og fordelingen af de øvrige poster dannede Socialdemokratiet en valggruppe sammen med Konservative, SF og DF, og man må formode, at disse partier tages med på råd, når Birgit S. Hansens afløser for de resterende 14 måneder af valgperioden skal findes.
Ny spidskandidat kan ikke tage over
Allerede efter Birgit S. Hansens overraskende melding om, at hun - efter at have annonceret det modsatte - ikke genopstillede, valgte hendes parti Anders Brandt Sørensen som ny borgmesterkandidat. Han har tidligere siddet i byrådet, men gør det ikke i denne periode og kan derfor ikke tage over her og nu.
At det bliver en socialdemokrat, der skal træde til, er uden for diskussion. Og særligt to muligheder tegner sig umiddelbart: Den nuværende 1. viceborgmester Peter E. Nielsen eller gruppeformand Karsten Thomsen.
Den mest erfarne i kommunalpolitik af de to er indiskutabelt Peter E. Nielsen. De fleste af årene - frem til 2019 - var han konservativt byrådsmedlem. Efterfølgende meldte den mangeårige radioforhandler fra Ålbæk sig ind i Socialdemokratiet og blev ved sidste valg i 2021 valgt for sit nye parti.
Karsten Thomsen har ikke så lang erfaring i byrådet som Peter E. Nielsen. Han bor i Sæby og har tidligere været tillidsmand på Danish Crown. Han beskrives som “en rolig og fornuftig mand, der godt kunne køre kommunen i en periode”.
En borgmester kan afsættes
Nu vælger Birgit S. Hansen selv at gå. Men teoretisk set kunne hun - eller enhver anden borgmester - i helt særlige tilfælde afsættes midt i valgperioden. Den kommunale styrelseslov åbner en kattelem, hvis en borgmester forsætligt eller groft uagtsomt tilsidesætter sine pligter som borgmester. Hvis pligttilsidesættelsen vurderes at være særligt grov, kan et særligt valgnævn under Indenrigsministeriet fratage en siddende borgmester kæden før tid.
Men lad os understrege, at det er der IKKE tale om her. Det er ikke til at vide, om den igangværende undersøgelse af den alvorlige sag om havnen i Frederikshavn i yderste konsekvens kunne få sådanne følger, hvis Birgit S. Hansen stadig sad på posten, når undersøgelsen er slut.
Men det gør hun så ikke!