Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tidligere håndbolddirektør politianmeldt: Overførte 800.000 kroner uden firmaets viden

Den tidligere håndbolddirektør i Vendsyssel Håndbold, Jan Hansen, er blevet meldt til politiet for at have overført 800.000 kroner til 30 forskellige konti fra firmaet Podi uden firmaets viden. Jan Hansen var medejer af firmaet og fungerede som bogholder.

Timingen kunne ikke være dårligere. Blot fire dage før kvinderne fra Vendsyssel Håndbold skulle spille deres første kamp i landets bedste række, Bambusa Kvindeligaen, sagde klubbens frontfigur gennem ni år, direktør Jan Hansen, sit job op og forlod klubben.

Både fra den nu tidligere håndbolddirektør og bestyrelsen i Vendsyssel Håndbold lød det, at den pludselige exit var af hensyn til Jan Hansens helbred. TV2 Nord kan nu afsløre, at det ikke er sandheden.

Årsagen til afskeden med Vendsyssel Håndbold skyldes, at Jan Hansen er meldt til politiet for mandatsvig for gennem en periode fra januar 2018 og frem til sommeren 2020 at have overført over 800.000 kroner til flere end 30 forskellige konti fra Brønderslev-firmaet Podi, som håndbolddirektøren var medejer af og fungerede som bogholder for.

- Der er gået 300.000 kroner ind på hans egen konto. 105.000 kroner til Vendsyssel Håndbold og 29.000 kroner til Vendsyssel Håndbold Invest Aps. Resten er gået til 30 forskellige konti, siger medejer af Podi, Henrik Thomsen til TV2 Nord. Overførelserne fremgår af Podi's bankkonti, som TV2 Nord har fået indsigt i.

Jan Hansen vil ikke kommentere sagen overfor TV2 Nord.

Jan Hansen

  • 51 år
  • Bor i Øster Brønderslev
  • Ejer og direktør i Aalborg DH 2006-2011
  • Direktør i Vendsyssel Håndbold 2011-2020
  • Opsagde 24. august jobbet som direktør i Vendsyssel Håndbold efter at have været sygemeldt i en kortere periode.
  • Har blandt andet siddet i bestyrelsen for DIT ApS, indtil det blev meldt under konkurs i 2017.
  • Har været i Forsvaret samt i idrætsforeningen i Øster Brønderslev 

Sagde op for helbredets skyld

Brønderslev-firmaet har meldt Jan Hansen til politiet, og hos Nordjyllands Politi bekræfter man, at afdelingen for økonomisk kriminalitet efterforsker sagen.

Sagen har ikke bare rystet Podi, men også Vendsyssel Håndbold. Her førte sagen i første omgang til, at bestyrelsen i Vendsyssel Håndbold lørdag den 15. august sendte en pressemeddelelse ud, hvor man skrev, at Jan Hansen var sygemeldt fra sit job i Vendsyssel Håndbold.

En uge senere kom en ny melding fra klubben. Direktøren havde opsagt sit job af helbredsmæssige årsager, og fra hovedpersonen selv lød det:

– Jeg har valgt at opsige mit job i Vendsyssel Håndbold, da jeg har brug for at slippe tøjlerne for mit helbreds skyld. Den sidste uge med sygemelding har budt på søvnlæse nætter og mange spekulationer om de opgaver, jeg føler, jeg burde have løst. Så̊ sygemeldingen gør mig ikke mere rask, og derfor har jeg brug for at frigøre mig 100 procent, så̊ jeg kan have fokus på min familie og mig selv.

Ansat som bogholder

I Brønderslev er Jan Hansen ikke længere medejer af firmaet. Den 2. juli - to uger efter, at sagen blev opdaget - blev Jan Hansens ejerandel på 20 procent overdraget til Henrik Thomsen og Kent Bjerg Budolfsen, som nu kører firmaet videre.

Selv om økonomien i firmaet - som blandt andet laver hjemmesider - er fin, og regnskabet for 2019 viser et overskud på mere end 200.000 kroner, så gør sagen ondt. Det handler ikke bare om penge, men også om bristede venskaber.

- Jan og jeg har boet ved siden af hinanden i 20 år på den samme vej, og vi kom i den samme idrætsforening i Øster Brønderslev. Jeg har ondt i maven. Det er en af de svære. Det er jo en gammel ven, siger medejer af Podi, Henrik Thomsen.

Henrik Thomsen (på billedet) og Jan Hansen var begge ejere af Podi og venner gennem 20 år. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Da Henrik Thomsen og Jan Hansen i 2014 lavede deres første firma sammen - DIT ApS - var det en gammel drøm, som gik i opfyldelse.

- Det første firma fik vi ikke rigtig gang i, så vi lavede et nyt firma 1. januar 2018, og siden er det gået godt, og vi har i dag en sund butik, siger Henrik Thomsen.

DIT Aps er i dag erklæret konkurs. Henrik Thomsen fortæller, at han betalte selskabets gæld på 131.000 kroner.

Selv om det første selskab ikke overlevede, var det naturligt, at de ville prøve igen, og sammen med Kent Bjerg Budolfsen startede de Podi den 1. januar 2018. Rollerne i selskabet var klare fra starten.

- Kent er ham, som står for programmeringen, jeg tager mig af salg, og Jan blev ansat i en funktion som bogholder, forklarer Henrik Thomsen.

Noget galt med overførslerne

Sideløbende med bogholderjobbet i Podi var Jan Hansen også en travl direktør for Vendsyssel Håndbold F.M.B.A og Vendsyssel Håndbold Invest ApS.

Det nye selskab er ikke mange dage gammelt, før bogholderen laver den første overførsel.

- Det har stået på siden dag ét. Første gang, han tager af kassen, er 3. januar 2018, forklarer Henrik Thomsen og viser den lange liste af overførsler, som han og medejer Kent Bjerg Budolfsen mener, at Jan Hansen har foretaget til sig selv og andre.

Der skal dog gå to et halvt år, inden de to aner uråd.

- Det er, fordi vi stoler på hinanden, og vores butik buldrer derudaf. Man kan sige, at vi har været dumme, men vi har stolet på hinanden, siger Henrik Thomsen.

Først på et møde den 18. juni i år, hvor Jan Hansen ikke deltager, opdager Henrik Thomsen og Kent Bjerg Budolfsen, at der forsvinder pengene ud af virksomheden. De begynder at granske i overførslerne i firmaet, og der tegner sig hurtigt et billede af, at noget er galt.

Jan Hansen var medejer af Podi, der er en virksomhed, som laver udvikling af hjemmesider og grafisk design. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Uregelmæssigheder for 380.000 kroner i 2019

Henrik Thomsen og Kent Bjerg Budolfsen kontakter Jan Hansen, og ifølge Henrik Thomsen erkender han, at han har taget mellem 50.000 og 70.000 kroner fra firmaets konto.

Det beløb viser sig at være langt større. De mener, at bogholderen i 2018 laver overførsler til forskellige konti på i alt 337.000 kroner. I 2019 finder de uregelmæssigheder for 380.000 kroner og for 2020 er beløbet 47.000 kroner.

- Det er helt sygt, men derfor kan man godt have ondt af manden, for det har jeg sgu, siger Henrik Thomsen.

Det er helt sygt, men derfor kan man godt have ondt af manden, for det har jeg sgu

Henrik Thomsen, medejer af Podi

14 dage efter, at de har opdaget overførslerne til de mange konti, udtræder Jan Hansen af ejerkredsen i firmaet.

- Vi kan ikke se, hvem som ejer de enkelte konti. Vi kan bare se, at der mangler bilag og penge til noget, som vi ikke kender til, siger Henrik Thomsen.

Vil ikke kommentere

Siden sagen blev afsløret, har Jan Hansen ifølge Henrik Thomsen betalt 300.000 kroner tilbage til virksomheden, og Vendsyssel Håndbold lavede den 3. august, mens Jan Hansen stadig var direktør i håndboldklubben, en overførsel til Podi på 74.500 kroner.

Nordjyllands Politi har endnu ikke rejst sigtelse i sagen.

Jan Hansen vil ikke kommentere sagen. Han skriver i en SMS til TV2 Nord, at det eneste han kan kommentere er, at han ikke er forelagt noget, og at han derudover ikke har kommentarer til forretningsmæssige anliggender.


Nordjyske faglærere hyldet med prestigefyldt pris

Foto: TechCollege Aalborg

De to faglærere har vundet prisen for deres arbejde med en helt ny målgruppe på Techcollege i Aalborg.

Torsdag aften vandt faglærerne Christian Røhl og Ole Wiehl fra Aalborg Techcollege byggeriets faglærerpris.

Det er netop blevet offentliggjort til Building Awards på The Plant i København.

Det er de to faglæreres arbejde med en helt ny målgruppe i Techcollege-sammenhæng, nemlig de unge, der går i ottende og niende klasse, og som tager en såkaldt EUD 8/9, der gør, at de er blevet indstillet til prisen.

"Initiativet omkring EUD 8/9 er et nyudviklet initiativ, som er skabt i samspil mellem Aalborg Kommune og Techcollege, og Ole og Christian er i den grad lykkes med at skabe et alternativt skoleforløb, der kombinerer praksisfaglig skolegang og værkstedsundervisning på nye måder. Faglærer-teamet har arbejdet målrettet og haft modet til at ”gå på tværs” og sammensætte værkstedsundervisningen på helt nye måder," lyder det i de to læreres indstilling.

Byggeriets faglærerpris

Byggeriets Faglærerpris uddeles i et samarbejde mellem Uddannelsesforbundet og Boligfonden Kuben.

En dygtig lærer kan skabe begejstring for faget, tænde gnisten i elevernes øjne og i sidste ende sikre eksamensbeviset. Alligevel er faglærerne ofte en overset gruppe i samfundet.

Derfor hylder Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet den inspirerende byggefaglærer/lærerteam fra en erhvervsskole, som på exceptionel og usædvanlig vis motiverer, bakker op om og løfter de unge til at blive dygtige håndværkere. Prisen er siden 2022 blevet uddelt til byggeriets store prisfest Building Awards.

EUD 8/9 er et tilbud til skoletrætte elever, der kan bytte en del af den klassiske tavleundervisning i folkeskolen ud med tre dage med almindelige skolefag og to dage i værkstederne. Formålet med både den faglige og den praktiske undervisning er med henblik på at afslutte 9. klasse eksamen.

I et opslag på LinkedIn skriver Techcollege, at prisen er en anerkendelse og et skulderklap, der viser, at de to faglærere har ramt rigtigt i forhold til indsatsen med EUD 8/9.

Det er ikke første gang, at hæderen går til Aalborg Tech College. I 2021 vandt teamet bag grundforløb 1 på Techcollege Aalborg samme pris for deres nyskabende undervisning, evne til at fastholde eleverne og skabe gode relationer på tværs af fag.


Her gennemfører 100 procent af de ordblinde elever gymnasiet

Foto: Hjørring Gymnasium

Læsevejleder Marie Lund hjælper ordblinde elever med at gøre brugen af hjælpeprogrammer til en vane.

På Hjørring Gymnasium er ordblinde elever stillet ligeså godt som deres klassekammerater, der ikke har læse og skrivevanskeligheder.

- Med hjælpemidlerne går det så godt, at der lige nu på Hjørring Gymnasium er en gennemførelsesprocent på 100 for de ordblinde elever.

Sådan lyder det fra Vibe Skibdal Schmidt, der er uddannelseschef på Hjørring Gymnasium.

På Hjørring Gymnasium kommer alle eleverne efter studiestart nemlig igennem en screeningsproces for at undersøge, om de har udfordringer, når det kommer til at læse.

Det er med til at fange de elever, der har ordblindevanskeligheder, og efterfølgende kan gymnasiet sætte ind med at søge støtte til den ordblinde elev.

- Der er en gammel fordom om, at ordblindhed og intelligens hænger sammen, og det er bestemt ikke tilfældet. Der er ofte tale om meget motiverede og flittige elever med en stor arbejdshukommelse og en stærk arbejdsmoral, siger læsevejleder Marie Lund og fortsætter:

- Eleverne med ordblindevanskeligheder kommer ikke sovende til det, men når de starter her på gymnasiet, ved vi, at de allerede har den disciplin og motivation, der skal til.

Styrker elevernes læseevner

Men det er ikke kun de elever, der er ordblinde, som nyder godt af screeningen. Den opfanger nemlig også elever, der har læsevanskeligheder.

For de elever, hvor det er relevant, tilbydes der efterfølgende læse- og skrivekurser hos gymnasiets to læsevejledere.

- Mange unge mennesker har en nedsat læsehastighed. Vi træner læsehastigheden på læsekurser med de elever, som er screenet til at have en lav læsehastighed. Eleverne bliver interesserede, fordi de ret hurtigt opdager, at de bliver hurtigere til at læse ved at øve sig. Så 'læse, læse, læse' siger vi. Resultatet er heldigvis, at 'læse-musklen' vokser. Eleverne kommer til at læse hurtigere, og heldigvis stiger deres forståelse af tekstens indhold også, siger læsevejleder Dorthe Bukholdt.


Har bokset knap 300 kampe: Nu kommer nordjydes professionelle debut

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Frederik Lundgaard Jensen har debut som professionel bokser 29. november.

28-årig nordjyde debuterer til Danish Fight Night.

Når Danish Fight Night løber af stablen 29. november, er der i hvert fald en bokser, der uanset udfaldet får sig en mindeværdig aften.

Her debuterer den nordjyske fjervægtsbokser Frederik Lundgaard Jensen nemlig som professionel i Stald Palle.

Det skriver Danish Fight Nigt i en pressemeddelelse.

Og det er en bokser med et alenlagt CV.

For den 28-årige nordjyde, der oprindeligt kommer fra Pandrup, har bokset intet mindre end 280 kampe som amatør, og har vundet 13 DM-titler herunder 10 danske mesterskaber som elitebokser i voksenrækkerne.

Se interview med Frederik Lundgaard Jensen her.

Erfaren amatør

Han har desuden vundet guld ved de nordiske mesterskaber otte gange i tre forskellige vægtklasser og har deltaget flere gange i VM og EM.

I 2020 gik han to vægtklasser op og mødte sin landsholdkollega Nikolai Terteryan i en DM-finale, der i foromtalen blev kaldt årtiets boksekamp. Frederik Lundgaard Jensen vandt efter en meget tæt og spændende kamp.

OL-drømmen har desværre glippet i afgørende sekvenser, blandt andet på grund af en øjenskade og coronapandemien, men det har ikke slukket Frederiks ambitioner. Tværtimod er han klar til at jagte nye mål som professionel bokser.

- Jeg vil naturligvis gerne bokse mod de allerbedste og prøve at konkurrere på allerhøjeste niveau, ligesom jeg gjorde som amatør. Det ultimative mål er selvfølgelig at bliver verdensmester. Forhåbentligt kan jeg en dag få chancen for at bokse mod de allerbedste, men det gælder i første omgang om at bokse godt, få solgt mig selv, og vinde mine kampe. Jeg skal i første omgang omstille mig til at bokse flere omgange, siger Frederik Lundgaard Jensen.

I sin første kamp som professionel skal nordjyden bokse mod Alexandr Polinchevici fra Moldova.

Frederik Lundgaard Jensen

  • Født: 17. december 1995. Opvokset i Hune i Nordjylland.

  • Nuværende hjemby: Nørresundby

  • Højde: 180 cm.

  • Kampvægt: Ca. 57 kilo (fjervægt)

  • Klub: Pandrup Bokseklub

  • Træner: Brian Brix

  • Professionel debut: 29. november 2024 i Frederiksberg Hallerne

  • Amatørkarriere: 280 kampe. DM-guld 13 gange heraf 10 gange dansk mester som elitebokser i voksenrækkerne samt 8 gange nordisk mester i tre forskellige vægtklasser. 12 gange jysk mester. 1 gang sjællandsk mester. VM- og EM-deltagelse (5. plads ved EM i 2015 og 2022).

  • Guld i flere store internationale turneringer herunder GeeBee Tournament i Finland og Boxam i Spanien. Bronze ved EU-mesterskaberne i 2015 m.m.


Frivillige hænder løfter kunstmuseum: - Det betyder altså alt, at vi har dem

Foto: Kristian Steve Kristensen

Deadline er lige hjørnet og én ting er sikkert: Kunstbygningen i Vrå ville ikke fungere uden en helt bestemt gruppe mennesker.

Når et kunstmuseum kun har økonomi til to deltidsansatte og en praktikant, er der behov for ekstra hænder.

Især når der skal gøres klar til en ny vinterudstilling.

Det var vennen Kurt Thomsen (i rød), der forslog Kai Melgaard (i blå) at være med som frivillig. Foto: Kristian Steve Kristensen.

Det er situationen i 'Kunstbygningen - Egelund samlingen' i Vrå - men heldigvis er der masser af frivillige, der er villige til at hjælpe.

- Det kan godt være, at vi er nogen i baggrunden, der planlægger, hvilke billeder der skal med og så videre, men de hopper ikke op på væggen af sig selv. Så vi er dybt afhængige af de frivillige for at få vores udstillinger op, taget ned, pakket, sendt afsted og endda også kørt frem og tilbage gennem landet. Så det betyder altså alt, at vi har dem.

Signe Højmark leder slagets gang, giver en hånd med og sørger for, at de frivillige er glade for at være med. Foto: Kristian Steve Kristensen.

Frivillige får det til at løbe rundt

Sådan lyder det fra lederen af Kunstbygningen, Signe Højmark, som påpeger, at behovet for frivillige også er vokset.

- Vi var jo lukningstruet på et tidspunkt, men vi slap nådigt med en mindre nedskæring, så vi har måttet fyre en medarbejder, og det betyder jo, at sådan en som jeg må løbe hurtigere. Og det betyder også, at vi faktisk har endnu mere brug for vores frivillige.

De er i alt omkring 35 frivillige tilknyttet Kunstbygningen, hvoraf nogle hjælper til i reception, mens andre giver den gas med ophængning, nedtagning og transport af kunstværker og udstillinger.

Præcisionen skal være i orden, så både øjet og vaterpasset tages i brug, når museet gøres klar til ferniseringen. Foto: Kristian Steve Kristensen.
Kammeratskabet er noget af det Kai Melgaard værdsætter ved arbejdet. Foto: Kristian Steve Kristensen.
Den står på samarbejde, når de frivillige er i gang. Foto: Kristian Steve Kristensen.

Selvom de frivillige ikke får betaling, får de dog andre goder, lyder det fra lederen af Kunstbygningen.

- Det er blevet endnu vigtigere at have dem, så vi nurser dem, så godt vi nu kan. Så har de forhåbentligt lyst til at blive her, siger Signe Højmark og fortsætter:

- Vi laver for eksempel en super god frokost for dem. Det er øl, snaps, sild, sky, løgringe og hele udtrækket. Og så er der kage, morgenmad, julefrokost og sommerfest. Så vi prøver på både at lave et arbejdsfællesskab og også i høj grad et socialt fællesskab.

Kai Melgaard må snart være professionel 'kunstophænger'. Foto: Kristian Steve Kristensen

Frivillige bytter røverhistorier

Kai Melgaard er en af de frivillige, der hjælper til med forberedelserne til vinterudstillingen.

Han er glad for at være med.

- Signe, hun er jo god mod os. Vi får nogle gode måltider mad og noget god snak. Så bytter vi de løgne, vi har fra byen... hvis der er nogen, fortæller den pensionerede hjælper.

- Det er godt kammeratskab, og så har vi det sjovt. Så det er win-win.

Glæden over at være frivillig på kunstmuseet er han ikke alene om.

- Der er sådan et hyggeligt fællesskab ved at mødes her. Vi interesserer os også en smule for kunst og synes, at det her er arbejde, vi kan klare. Det er spændende at arbejde på at få det til at se ordentligt ud, fortæller Knud Michael Jensen.

- Det er sammenhold og samarbejde, ik? Komme ud blandt andre i stedet for bare at sidde hjemme i sofaen, supplerer frivillig Michael Jørgensen.

Senest lørdag klokken 18 skal de frivillige senest være færdige, fordi her åbner ferniseringen af den nye vinterudstilling, hvor resultatet af kunstnernes og de frivilliges arbejde kan ses.

Med kort tid til deadline, værktøj, stiger og et stillads i udstillingen, tror Kai Melgaard dog på, at de bliver klar.

- Vi plejer at nå det. Det lykkes altid, fortæller han.

Når værkerne er ekstra tunge, er det godt, at der er hænder nok. Foto: Kristian Steve Kristensen. Foto: Kristian Steve Kristensen

Shelterdrabet: Vidner mente, tiltalte skjulte noget i shelteret

Ti forskellige vidner afgav forklaring ved Retten i Aalborg torsdag.

Torsdag var anden retsdag i retssagen mod en 45-årig mand, der er tiltalt for at have slået en 58-årig mand ihjel på shelterpladsen i Vadum i august sidste sommer.

Ti forskellige vidner afgav forklaring ved Retten i Aalborg i dag, men der var ikke nogen af dem, der havde set noget decideret inkriminerende.

Alligevel kan vidnernes forklaringer være meget vigtige for anklagemyndighedens bevisførelse. Der er nemlig flere af vidnerne, der hævder, at de har set en mand med en hund på shelterpladsen fredag eftermiddag. Og flere af disse vidner har i en fotomappe hos Nordjyllands Politi udpeget den drabstiltalte, som den mand de så på shelterpladsen.

Havde selv en anden forklaring

Men ifølge den forklaring som den tiltalte selv afgav, da han vidnede tirsdag, så var han slet ikke på shelterpladsen fredag eftermiddag. Han forklarede, at han havde pakket sammen og var taget hjem, da han var vågnet på shelterpladsen fredag morgen eller formiddag.

Den forklaring hænger ikke sammen med det, som dagens vidner forklarede.

Den drabstiltalte forklarede også, at han havde sovet på shelterpladsen alene fra torsdag til fredag, men en taxachauffør forklarede i dag, at han havde sat den 58-årige mand af på shelterpladsen torsdag aften.

Vidner mente han skjulte noget

To af dagens vidner mente, at den mand de havde observeret på shelterpladsen, skjulte noget inde i sit shelter.

En kvinde fortalte, hvordan han havde hængt et lagen op, så man ikke kunne se ind i shelteret. Og da lagnet var gledet lidt ned i den ene side, havde manden rettet på det, så hun overhovedet ikke kunne kigge ind.

- Jeg troede bare, at han ikke ville vise sit rod, sagde vidnet i retten.

Et andet vidne mente, at hun havde set, at manden havde gemt noget under to madrasser.

- De lå ikke fladt, de bulede op af, så jeg tænkte, at der var noget under. Noget der fyldte, sagde vidnet.

Ved næste retsmøde 4. december vil der være flere vidneafhøringer. Her er den tiltaltes ekskone indkaldt til at afgive forklaring. Vi skal også høre fra de kriminalteknikere, der arbejdede på drabsstedet. TV2 Nord følger sagen.