Tidligere end ventet: Denne dato lukker slagteriet i Sæby
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
En nedgang i antallet af slagtegrise betyder, at Danish Crown-slagteriet i Sæby lukker tidligere end ventet.
Det bliver allerede 23. juni, den sidste gris bliver slagtet på Danish Crown-slagteriet i Sæby.
Det meddeler Danish Crown torsdag i en pressemeddelelse.
- Hidtil har det været planen, at fredag den 14. juli ville blive den sidste arbejdsdag for medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Sæby. Antallet af grise til slagtning er dog kommet ned på et niveau, hvor Danish Crown uden problemer kan håndtere det på koncernens øvrige slagterier i Danmark, lyder det i pressemeddelelsen.
Størstedelen af medarbejderne fritstilles derfor med virkning fra fredag 23. juni, men vil fortsat få deres løn i yderligere tre uger.
- Det viser jo desværre meget tydeligt, hvorfor vi så os nødsaget til at indstille slagteriet i Sæby til lukning. Der er simpelthen ikke slagtegrise nok i Danmark til at holde alle vores slagterier i gang. Når vi har indhentet det, vi var bagud som en konsekvens af forårets helligdage, så vil vi have en slagtekapacitet, der markant overstiger vores behov. Derfor har vi valgt at fremrykke lukningen af slagteriet i Sæby tre uger og fritstille medarbejderne, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown.
'Ingen anden udvej'
Antallet af grise til slagtning i Danmark er på ugebasis faldet med over 10 procent det seneste år, og derfor så Danish Crowns bestyrelse i april ingen anden udvej end at indstille et af koncernens seks griseslagterier i Danmark til lukning.
Valget faldt på slagteriet i Sæby.
- De seneste par måneder har vi på skift haft enkelte lukkedage på alle vores danske slagterier og forsøgt at fordele nedgangen i antallet af slagtninger ligeligt blandt vores slagterier. Det giver ikke mening at føre den praksis videre, når vores overskydende kapacitet svarer til det, vi kan slagte i Sæby, og lukkedagene hele tiden skaber frustrationer på vores øvrige slagterier. Det tror vi på, at medarbejderne i Sæby vil forstå, selv om det betyder, at deres tid på slagteriet slutter tidligere end forventet, siger Per Laursen.
En del af medarbejderne i Sæby tiltræder fra midten af juli i jobs på slagterierne i Horsens, Ringsted og Blans ved Sønderborg. Hvorvidt nogle af dem kommer til at begynde på deres nye arbejdsplads tidligere, vil blive afklaret i løbet af den kommende uge, oplyser Danish Crown.