Thomas har samlet 840 kg skrald på et år: - Jeg bliver ved, til jeg ikke længere kan gå
Foto: @ifyouseedontletitbe
Thomas Nielsen fra Læsø har samlet 840 kg. skrald på et år.
Onsdag er det præcis et år siden, at Thomas begyndte at samle skrald på strandene rundt om Læsø. Et arbejde, der ikke ser ud til at blive mindre lige foreløbig.
- Jeg gør det, fordi jeg har lyst. Det kribler sådan i mig for at komme afsted.
Sådan siger Thomas Nielsen, der nu i et helt år har samlet skrald på strandene rundt om Læsø. Flere gange om ugen går han tur på stranden med sit købmandsnet og sin gribetang for at samle ind, og efter 365 dage er det blevet til hele 840 kg.
- Målet var egentlig et ton, men det skal jeg nok nå, siger Thomas Nielsen.
Selvom der er gået et helt år, har Thomas Nielsen ingen problemer med motivationen. Han er langt fra træt af at samle affald.
- Det giver en god følelse. Det værste, jeg ved, er, når jeg ikke finder noget, for jeg ved, at det er der, og jeg så bare leder det forkerte sted. Men så må jeg jo lede videre, til jeg finder noget, siger han.
Gik fra rav til affald
Det hele begyndte med, at Thomas Nielsen blev irriteret over, hvad han så. Han var som ofte før ude for at samle rav, men denne gang fik han nok.
- Jeg blev irriteret over al den plastik, og hvorfor ingen gjorde noget ved det. Og så besluttede jeg mig for selv at gøre noget ved det, og så begyndte jeg at samle skrald, siger han.
Missionen begyndte altså den 25. november 2019 for præcist et år siden. Lige siden har Thomas Nielsen brugt 4-6 timer om ugen på at samle skrald.
Alt fra hatte, medicinbøtter og fodbolde
I bilen har Thomas Nielsen altid et købmandsnet, en gribetang, sine waders og en kuffertvægt, så han kan samle skrald og derefter veje dagens fangst. Thomas finder lidt af hvert på sine ture.
- Det er helt vildt, hvad man finder. Medicinbøtter, masser af fiskegarn, elpærer, lysstofrør, sko, handsker, hatte, fodbolde. Alt muligt, siger han.
Selvom Thomas Nielsen har været i gang med at samle affald i et helt år, og det indtil nu er blevet til hele 840 kg, så er der stadig affald at samle.
- Der er stadig mere derude. Det er ikke fordi, jeg har tømt stranden. Hver gang der kommer bare et lille blæsevejr, så kommer der noget nyt affald ind, siger han.
Man skal kun samle affald, hvis man selv har lyst
I følge Thomas Nielsen burde mange flere samle skrald end, hvad der er tilfældet i dag. Derfor opfordrer han andre til at begynde, men kun hvis de selv har lyst.
Jeg bliver ved, til jeg ikke længere kan gå
- Thomas Nielsen, Læsø
- Alle kan gøre noget, men man skal ikke samle affald, hvis man ikke har lysten til det. Så kan man måske gøre noget andet. Det skal være noget, der passer til dig og ikke en sur pligt, siger Thomas Nielsen.
For læsøboen selv er der ikke planer om at stoppe med affaldsindsamlingen lige foreløbig.
- Jeg bliver ved, til jeg ikke længere kan gå.