Taxachauffør frifundet for overgreb på kunde
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Der blev ikke fundet beviser for, at taxachaufføren begik et overgreb.
En midaldrende nordjysk mand får ingen straf efter en episode i oktober måned sidste år.
En 51-årig mandlig taxachauffør med bopæl i Vendsyssel er torsdag blevet frifundet ved Retten i Hjørring for at have begået overgreb på en kvindelig kunde.
Blandt dommer og domsmænd var der et flertal for at frifinde den 51-årige mand, og nu skal anklager overveje, om sagen skal ankes.
- Nu får vi dommen ind, og så ser vi på, hvad der ligger til grund for frifindelsen. Og så skal vi overveje, om vi vil anke sagen, siger anklagerfuldmægtig Morten Sønderby.
Anklagemyndigheden har 14 dage til at vurdere, om sagen skal ankes eller ej.
Episoden fandt sted i Frederikshavn den 16. oktober 2021 kort før klokken 02:00. Tiltalen lød på, at taxachaufføren skulle have taget på kundens lår, mens han havde kysset hende på munden. Men torsdag fandt retten altså ingen beviser, og derfor går manden frit derfra.