Stort håndboldstævne: Kamera gjorde lokale helte nervøse
Næsten 1000 håndboldspillere er til stævne i Frederikshavn
Rødspætte Cup løber af stablen for 42. gang i Frederikshavn i disse dage - men de lokale U14-drenge levede ikke helt op til forventningerne.
Modstanderne er ikke kun danske - de kommer fra hele Norden og fra Tyskland for at spille næsten 1000 kampe i 13 haller i hele Frederikshavn og omegn.
Derfor er der også stor ære på spil for de lokale U14-drenge. Desværre gik første kamp i Rødspætte Cup 2017 ikke helt, som drengene gerne ville. Det blev til et kedeligt nederlag - og det skal revancheres mod et norsk hold.
- Hvad kæmper vi for? SEJR!, brøler drengene, før de går på banen.
Og sejr ligner det da også lidt, da Frederikshavn-heltene hurtigt kommer foran 1-0.
Desværre har nordmændene lidt mere held i sprøjten og fører 6-3 efter første halvleg. Noget, der ikke ligefrem glædede træneren, Jan Pedersen.
- Jeg tror, det er fjernsynet, der tæller. Det er premierenerver, lød beskeden med et lille smil fra Jan Pedersen til TV2 Nords udsendte.
Lidt bedre gik det i anden halvleg - Frederikshavn halede ind på nordmændene og nåede også op på stillingen 8-9. Men så rakte heldet desværre ikke længere. Holdet måtte gå fra banen med et nederlag på fire mål.
Nogen større skår slår nederlaget formentlig ikke i drengenes oplevelse af det store stævne. Her blander sig med næsten 5000 andre håndboldspillere. Igen har alt været udsolgt til Rødspætte Cup, faktisk er ventelisten oppe på 45 hold.