Stor fyringsrunde af lærere: Får besked tirsdag og onsdag
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto
Der skal nedlægges et stort antal lærerstillinger i Frederikshavn Kommune.
De kommende dage får mange lærere i Frederikshavn Kommune en fyreseddel stukket i hånden. Pr. 1. august nedlægger Frederikshavn Kommune et stort antal lærerstillinger, og de ramte lærere vil få besked tirsdag eller onsdag i denne uge.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
Lærerkreds Nord har sendt et brev ud til deres medlemmer.
- De påtænkte afskedigelser er meget overraskende for lærerkredsen, idet forvaltningen over for kredsen i januar udtrykte forventninger om, at budgetreduktionerne kunne klares ved naturlig afgang og med administrative forflyttelser, står der blandt andet i brevet.
Der er endnu ikke sat et præcist antal på, hvor mange lærere der er tale om, men stort set alle skoler i kommunen forventes at blive ramt.
Ifølge Kanal Frederikshavn kommer stillingsnedsættelserne af flere årsager. Et faldende elevtal, kommunale besparelser på området og at en række tidligere kommunalt bevilgede budgetpuljer udløber.