Stoffer og våben skal bekæmpes på gaden i Frederikshavn
Foto: Christian Krickhahn
Der er uro i ungemiljøet i Frederikshavn
Frederikshavn Kommune har problemer med en større gruppe unge, som er involveret i kriminalitet. Fagfolk efterlyser nu ungearbejdere på gaden.
Frederikshavn Kommune har i en større rapport kortlagt, hvordan det går med ungdomsmiljøet i byen. Resultatet får nu politikerne til at se på området. Det har nemlig vist sig, at flere af 12 - 13 -årige i byen er involveret i kriminalitet med stoffer, hærværk og ulovlige våben.
- Vi har defineret problemerne i vores ungdomsmiljø i Frederikshavn, og nu skal vi finde ud af, hvordan vi løser det. I første omgang skal Børne- og Ungdomsudvalget se, om de kan klare udfordringerne indenfor det nuværende budget, siger Birgit S. Hansen, som er socialdemokratisk borgmester i byen.
Uroen blandt de unge har den seneste tid centreret sig i området omkring ungdomsklubben HotSpot. Her mødes en gruppe på godt 25 af ungdomsklubbens medlemmer med en gruppe ældre unge. Flere af beboerne i området har set åbenlys handel med stoffer.
- Det er svært at sige præcis, hvor mange unge, der er med i de her grupperinger, men det er særligt bekymrende, at de helt unge også er med, siger SSP-koordinator i Frederikshavn, Anne Roma Nielsen.
Torsdag mødes medlemmerne i kommune Børne- og Ungdomsudvalg for at diskutere problemerne. De skal blandt andet tage stilling til fagfolks forslag om mere opsøgende arbejde.
- Jeg tror, at det er vigtigt, at vi møder de unge derude, hvor de er, når de ikke er hos os. Hvis vi kunne få oprettet nogle gadeteams, tror jeg, at det ville være rigtig godt, siger lederen af ungdomsklubben HotSpot, Renate Weilov.
Det er SSP-samarbejdet i kommunen helt enig i.
- Hvis vi kan få mere konkret viden om, hvad det er, der sker ude på gader og stræder, så kan vi meget bedre lave konkrete tiltag for at dæmme op for problemerne, siger Anne Roma Nielsen.
Som budgettet ser ud lige nu, er der ikke afsat midler til gadearbejde, men borgmesteren i Frederikshavn afviser ikke, at byrådet må finde flere penge til området.
- Hvis udvalget med fagfolkene i ryggen siger, at de ikke kan løse problemer med de ressourcer, de har, så må vi se på det i byrådet. Vi har et ansvart for at løse de her problemer, siger Birgit S. Hansen.