Stadig ingen kompensation selvom regningerne skal betales
Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard
De langstrakte forhandlinger om kompensation til minkavlerne og deres følgeerhverv er endnu ikke begyndt igen. På Nordjysk Pelseri i Aalbæk har penge på kontoen lange udsigter og samtidig er der kreditorer der skal betales.
Der er stadig ingen kompensation i sigte for de nordjyske følgeerhverv til minkbrsnchen. Forhandlingerne er nemlig stadig ikke begyndt igen. Og men minkavlerne kan regne ud, hvor meget de skal have i tempo-bonus, så står følgeerhvervene anderledes på bar bund.
Det er tilfældet på Nordjysk Pelseri i Aalbæk, hvor der kun er omkring 30 mink tilbage at pelse. De 30 har ligget på frys siden før corona og skal kun bruges til træning.
En træning er nu udsat, ligesom kompensationen til minkerhvervet har været i lang tid.
- Vi går bare og venter. Der sker ikke rigtig noget, der er lidt ind i mellem, når telefonen ringer, og det er en, man skylder nogle penge, så kan man godt få en klump i maven, siger Leif Frederiksen, der ejer Nordjysk Pelseri i Aalbæk.
Siden den 16. december har der ikke været forhandlinger om kompensation til minkavlerne og deres følgeerhverv, og i mens hober regningerne sig op hjemme ved Leif Frederiksen.
- Jeg går og kigger på dem hver dag og får dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan betale dem.
For halvanden måned siden var forhandlingerne om kompensation til følgeerhvervene knap gået i gang, og ifølge Per Larsen fra Konservative har partierne stadig ikke set nogle modeller for, hvordan følgerhvervene skal kompenseres.
- Det er klart, at et pelseri, der pelser mink, det er jo slut med den forretning. De skal i min optik eksproprieres, 100 procent dækkes ind, siger han.
- Det er nedværdigende og ydmygende
Netop nu i vintermånederne plejer Leif Frederiksen at tjene sine penge, men siden april måned sidste år, har han ikke haft en indtægt.
- Det er vildt underligt, og det er faktisk ret nedværdigende og ydmygende at stå og snakke om, for jeg er vant til at have penge på min konto på den her tid af året. Nu står jeg her med hatten i hånden og skal bede om at få hjælp. Det er ret ydmygende.
Modsat minkavlerne, kan følgeerhvervene ikke se frem mod at få udbetalt en tempo-bonus, men kan kun vente på de langtrukne forhandlinger om kompensation bliver færdige.
- Det er simpelthen skandaløst, at de ikke får udbetalt nogle penge. Man kan jo gå ind og lave en form for acontobeløb, som kan modregnes, når det hele en gang bliver gjort op, siger Per Larsen (K).
Lige nu lever Leif Frederiksen af sit gode forhold til sin bank, men på et tidspunkt skal der komme penge på bankkontoen.
- Det er altafgørende for, om vi får lov til at blive her, eller om vi ikke gør, hvis ikke vi får noget hjælp, så kan vi ikke blive her, siger Leif Frederiksen.
Statsminister Mette Frederiksen fortale i et interview med TV2 i aftes, at hun håber, at en politisk aftale om kompensation til minkerhvervet bliver indgået i denne uge.