Sorgen over farens død satte sig i TrineMateas krop – tre år efter blev hun sygemeldt
TrineMatea Kostending i hjemmet i Frederikshavn, hvor hun bor med manden Rasmus og deres to børn.
TrineMatea Kostendings liv tog en drejning, da hendes far pludselig døde af hjertestop. Længe undertrykte hun følelserne, men til sidst sagde kroppen fra.
Se “Når livet tager en drejning” nederst i artiklen eller på TV2 PLAY.
Når TrineMatea Kostending hører en sirene i det fjerne, går kroppens alarmberedskab i gang. Når telefonen ringer, banker frygten også på. Er det skolen? Er der sket noget?
Angsten for at miste fylder meget. For TrineMatea har oplevet, hvordan et enkelt telefonopkald blev skelsættende for hende.
Opkaldet om, at hendes far var død af hjertestop, mens han sov i sin seng – 73 år gammel.
- Inde i mit hoved er der én udgave af mig før, han døde, og én udgave af mig efter, siger TrineMatea Kostending.
Undertrykte sorgen
TrineMatea Kostending har altid været fars pige. Som voksen var forholdet fortsat tæt, og sammen med TrineMateas mor og søster drev de blomsterbutikken Bellis Blomster i Sæby.
Fordi blomsterbutikken var familiedrevet, befandt TrineMatea, hendes søster og hendes mor sig pludselig i en helt særlig situation dagen efter Henriks død i 2019.
- Da min far døde, skulle vi på arbejde dagen efter, selvom vi alle tre var i chok - for vi var jo kun os i butikken. Der var en usagt forventning om, at vi skulle hurtigt videre, siger TrineMatea Kostending.
Følelsen af, at hun skulle hurtigt videre, betød, at TrineMatea undertrykte sorgen. Hun mødte hver dag op på arbejde, men bag smilet pressede tårerne sig på.
- Jeg begyndte at få spændinger i ansigtet, der har sat sig som meget intense, skærende smerter, fortæller TrineMatea Kostending.
Angst for at miste
Smerterne i ansigtet er bare én af flere fysiske reaktioner, som TrineMatea har haft efter farens død. I tiden efter blev hun også ramt af allergier, hoste og lungebetændelser.
Der var en usagt forventning om, at vi skulle hurtigt videre
TrineMatea Kostending
Samtidig fyldte angsten for at miste mere og mere i TrineMatea Kostendings tanker.
- Jeg har haft en angst for, at der skulle komme et forfærdeligt opkald. Det eneste tidspunkt, jeg har ro, er når min mand og mine børn er under samme tag som mig. Så er alt godt, siger hun.
I tre år efter dødsfaldet overhørte TrineMatea Kostending kroppens signaler om, at noget var galt.
Hun arbejdede hurtigere og hurtigere i blomsterbutikken og glemte at holde pauser - på trods af morens og søsterens bekymrede bemærkninger.
- Jeg kunne godt høre, at det sikkert var fornuftigt, det, de sagde til mig, men jeg lyttede ikke. Når jeg arbejdede, kunne jeg ikke mærke alt det, der gjorde ondt, siger hun.
I 2022 - tre år efter farens død - kunne hun dog ikke længere ignorere de fysiske og psykiske symptomer, og hun blev sygemeldt i en periode.
Hun talte med sin læge, som fortalte hende, at sorg og stress kan sætte sig i kroppen, hvis man undertrykker det.
- Og det har det så gjort ved mig, siger hun.
Ny uddannelse og nyt navn
Selvom TrineMatea mistede noget af sig selv, da hun mistede sin far, fandt hun samtidig styrken til at udforske en side, hun ellers havde lagt låg på.
Hun har nemlig taget en uddannelse indenfor den alternative behandlingsverden som kropsenergiformidler.
Uddannelsen, der blandt andet har lært hende at heale andre, har været afgørende for TrineMateas egen helingsproces.
- Det har været livsændrende for mig. Jeg har lært så meget om mig selv. Jeg har fået forløst en hel masse ting og indset alle de styrker, jeg har, siger TrineMatea Kostending.
Hun har også været ved numerolog og hedder i dag TrineMatea. Et navn, der giver hende ny energi.
- Jeg havde brug for, at der skulle ske en forandring. Jeg havde brug for at løsrive mig fra det gamle. Og så synes jeg også, at det gav god mening i forhold til min kunst, siger TrineMatea Kostending, der især maler motiver fra Frederikshavn og Sæby.
Har lært af sorgen
Selvom sorgen over at have mistet sin højtelskede far har sat sine tydelige spor på TrineMatea Kostendings krop og sind, har hun også lært meget om sig selv og livet.
- Jeg er kommet dybere med mig selv og min forståelse for andre mennesker, end jeg var før. På den måde er det en læring at komme igennem en stor sorg eller stress eller angst, siger TrineMatea, der i dag ikke længere er sygemeldt.
Hun mener desuden ikke, at hun har set sin far for sidste gang. Tværtimod.
- Jeg tror på, at vi ses igen på den anden side. Det gør ikke sorgen mindre, for det er jo mange år at skulle undvære hinanden, men for mig slutter det ikke, når vi siger farvel ved graven, fortæller TrineMatea Kostending.
Se “Når livet tager en drejning” lige her: