Sommerhus brændt ned til jorden: - Det er de sørgelige rester, vi går i
Efterslukningen kommer til at tage cirka fire timer.
Det har været en særdeles travl tirsdag morgen for Nordjyllands Beredskab, der klokken 07.40 rykkede ud til sin tredje brand indenfor blot en time.
Det var et sommerhus på Mågevej i Klitlund nord for Ålbæk, der var fuldstændig overtændt, da beredskabet kom frem.
- Vi må kalde forstærkning fra både station Ålbæk og Frederikshavn, da sommerhuset var helt overtændt, da vi lander, forklarer indsatsleder Bo Isaksen, der tilføjer, at man går omkring 12 mand på stedet og arbejder.
'Helt udbrændt'
Der var ingen i sommerhuset, og det vides ikke med sikkerhed, hvem der anmeldte det til beredskabet. Dog modtog man hele tre anmeldelser i streg.
- Det brændte meget, og det er der nok flere, der har opdaget, konstaterer indsatslederen.
- Ejerne var ikke i sommerhuset, men de fik besked og er ankommet nu. De er ummildbart ved godt mod, men det er selvfølgelig aldrig sjovt at se sit sommerhus i en meters højde og helt udbrændt, konstaterer han.
Årsagen til branden er uvis, og derfor skal både politi og skadeservice på adressen.
- Vi kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt, lyder det.
Sommerhuset står ikke til at redde, og beredskabet kommer derfor ikke fra stedet lige foreløbigt.
- Vi er igang med efterslukningen, og vi har en tankvogn, som kører med pendulfart mellem adressen og Ålbæk efter vand, lyder det fra Bo Isaksen, der også fortæller, at man ikke kommer fra adressen før om cirka fire timer.
- Det er de sørgelige rester, vi går i, konstaterer han.