Slog og sparkede 78-årig mand for penge: Nu er 47-årig kvinde anholdt
Opdateret 11:33: Kvinden er nu løsladt, men der venter fortsat et retsligt efterspil.
En 47-årig kvinde blev natten til mandag anholdt på en adresse i Frederikshavn.
Det fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi Karsten Højrup.
Tidligere på aftenen modtog politiet en anmeldelse om et røveri på en adresse i Sæby centrum.
Her havde den nu anholdte 47-årige kvinde forsøgt at røve en 78-årig mand. Kvinden overfaldt manden med slag og spark, mens hun krævede penge af ham.
Kort efter forlod hun adressen igen. Ifølge Karsten Højrup formentlig uden penge.
Den 78-årige mand anmelder selv sagen, hvorefter han bliver kørt til Regionshospitalet i Hjørring med ambulance. Mandag morgen er manden fortsat indlagt.
- Vi har i løbet af aftenen ledt efter gerningskvinden. Klokken 01.35 blev hun så anholdt på en adresse i Frederikshavn, og sidder nu i Aalborg, fortæller Karsten Højrup.
Den 47-årige kvinde og 78-årige mand har haft kendskab til hinanden før røveriet søndag aften.
Ifølge politikommissær hos Nordjyllands Politi Peter Skovbak er kvinden her til morgen blevet afhørt på ny, og her blev det vurderet, at der ikke var grundlag for et grundlovsforhør og en fængsling. Der venter dog fortsat et retsligt efterspil.