Skrotskib rev sig løs og smadrede boreplatform - nu kommer efterspillet

Recyclingvirksomheden M.A.R.S. Europe er blevet stævnet godt et år efter, at det kæmpemæssige skrotskib rev sig løs i 100-års hændelse.

Recyclingvirksomheden M.A.R.S Europe er blevet stævnet af firmaet Noble Drilling, efter skrotskibet Zafiro Producer rev sig løs i havnebassinet i Frederikshavn i oktoberstormen for godt et år siden.

Det skriver doi.dk.

Ifølge mediet modtog Sø- og Handelsretten stævningen i oktober:

'Noble Drilling m.fl. mod Modern American Recycling Services, Europe A/S m.fl.´

Foruden de to parter er en række forsikringsselskaber også involveret i sagen om efterspillet, skriver mediet videre.

- Det var faktisk forventeligt, at der ville komme et efterspil, og vi har haft et år til at forberede os på det. Det er en lang proces, og det kommer til at tage år, siger Kim Thygesen til mediet og lover i samme ombæring:

- Vi har sørget for, at det ikke kommer til at ske igen.

Løber op i 100 millioner

Direktøren siger videre til mediet, at stævningen ikke kommer til at jævne M.A.R.S. Europe med jorden.

Det enorme skrotskib rev sig løs, da de trosser, der holdt skibet på plads sprang. Dermed drev det rundt i havnebassinet, hvor det forårsagede store skader.

Både på Orskov Yards dok 5 og ikke mindst på boreplatformen Noble Resilient, der mistede sin helikopterplatform.

Ifølge mediet løber skaderne på Noble Resilient op i 100 millioner kroner.

TV2 Nord har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kim Thygesen og fra Noble Drilling.


Ejer begræder indbrud: - Det rammer en lille butik som min hårdt

Ipads og telefoner er blandt andet blevet stjålet

I otte år har Thy Rep holdt til på Tigervej 12 i Thisted. Her startede Nikolai Josef Sørensen butikken og har siden knoklet og kæmpet for at udvikle på butikken og dens sortiment.

Men natten til torsdag skete noget af det værste, der kunne ske.

- Klokken 00:10 bliver udlejeren af vores lokaler ringet op og sender en ud for at se på butikken. Han møder politiet, fortæller Nikolai Josef Sørensen.

Et forfærdeligt syn

Der var slået hul i indgangsdørens rude, og derigennem havde tyven sikret sig adgang til butikken.

- Vi er stadig ved at danne os et overblik. Det er virkelig ødelæggende at se, at tyvene har taget hele vores varelager af iPads og telefoner både i butikken og ude bagved, fortæller Jacob Kappel, der er butiksbestyrer i Thy Rep.

Heldigvis havde tyven ikke taget deres reparationsudstyr med, og derfor er butikken ikke helt slået ud af spil endnu.

Otte års arbejde er gået tabt

Siden butikken blev åbnet, har Thy Rep, ifølge Nikolai Josef Sørensen, haft alle byens indbyggere som kunde på et eller andet tidspunkt. Derfor gør det også ekstra ondt, at han nu ikke kan levere det, de som lokaludbyder, plejer at kunne.

- Det rammer en lille butik som min hårdt, når sådan noget her sker. Vi har arbejdet i otte år for at opnå det varelager, vi har, og nu skal vi starte fra bunden med at fylde det op igen, fortæller Nikolaj Josef Sørensen.

Foto: Nikolai Josef Sørensen

Det var dog alligevel et lettelsens suk, som forlod butikkens bestyrer, da han opdagede, at tyven ikke havde taget de telefoner, som de havde til reparation.

- Vores kunders telefoner var der stadig, men nu arbejder vi hårdt på at optimere vores sikkerhed endnu mere, fortæller Jacob Kappel.

Stor opbakning fra de lokale

De lokale butikker og forretninger er allerede i gang med at se deres overvågning igennem for at hjælpe Thy Rep. På Facebook har der også været stor opbakning, hvor mere end 560 personer har delt et opslag, som Thy Rep har skrevet.

Det næste på tegnebrættet for butiksbestyreren og butiksejeren er at få så meget lager hjem, de kan, inden julen rammer - selvom det bliver svært.

- Vi risikerer, at dem, der plejer at støtte os, er nødt til at handle i de større kæder og online, hvis ikke, vi når det, siger Jacob Kappel.


Foto: Statens Serum Institut

I et år har en kold lungebetændelsesepidemi stået på, og den fortsætter.

Det er sæson for snue, hoste og influenza, men det seneste år er mange blevet ramt af en kold lungebetændelse. Og der er tale om en epidemi grundet det høje antal tilfælde.

- 20 procent af dem, der bliver testet, testes positive, og det er højt, siger Michael Dalager-Pedersen, overlæge og leder på infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

På grafen ses antallet af personer med kold lungebetændelse (MP) fra 2015-2024 samt hvor mange procent af dem, der tjekkes for MP, der testes positive. Foto: Statens Serum Institut

På Aalborg Universitetshospital ses stigningen også. Her er antallet af tests steget fra 73 i uge 42 til 89 i uge 43.

I førstnævnte uge er 11 testet positive (svarende til 15,1 procent af de testede), mens 22 er testet positive i uge 43 (svarende til 24,7 procent).

De positive tests med kold lungbetændelse på Aalborg Universitetshospital, overgås procentvis kun af Region Sjælland. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Hvad er kold lungebetændelse (mycoplasma pneumonia)?

  • Der er oftest tale om en mild lungebetændelse med symptomer som tør hoste og ikke voldsomt høj feber

  • Lungebetændelsen går ofte over af sig selv

  • Få bliver indlagt, hvorfor sygehusvæsnet heller ikke påvirkes betydeligt.

Hvert 4.-5. år ser man udsving i antal tilfælde, der fører til kortvarige epidemier, der ofte strækker sig over efterår og vinter, hvorefter den dør lige så stille ud. Dog er denne epidemi langvarig. Hvorfor det er tilfældet, kan Michael Dalager-Pedersen ikke entydigt forklare, men han har et bud på det.

- Der kan være tale efterdønninger efter corananedlukningen, der gør, at vi bliver ramt af et hammerslag. Under nedlukningen fik vi dæmpet vores naturlige immunitet, og når den falder, vil flere blive ramt, siger overlægen.

Og hans råd er da også simple og minder meget om nogen, som mange hørte under coronapandemien.

3 gode råd

  • Hvis du skal nyse - host i ærmet

  • Hav god håndhygiejne

  • Bliv hjemme, når du er syg.

Michael Dalager-Pedersen mener dog ikke, at man bør være bekymret.

- Det handler om almindelig sund fornuft.


Jacobs hjemegn er oversvømmet: - Det er meget voldsomt

Foto: Manuel Bruque/EPA/Ritzau Scanpix

- Det er jo en kæmpe katastrofe, siger Jacob Christensen Fabuel med rødder i både Spanien og det midt- og vestjyske.

Spanien gennemlever lige nu en kæmpe krise, efter kolossale mængder nedbør har skabt oversvømmelser, der indtil videre har kostet mindst 95 mennesker livet, skriver Ritzau.

Det er særligt omkring byen Valencia i den østlige del af landet, at der har været store problemer.

- Det er meget voldsomt, siger 25-årige Jacob Christensen Fabuel.

Hans mor er spansk, mens hans far Ole Riis er et kendt ansigt her i landsdelen, hvor han har arbejdet med turisme både i Thy og i Skive. Dermed har sønnen et stort tilhørsforhold til både Spanien og Midt- og Vestjylland. Hele hans spanske familie kommer fra Valencia-området, hvor han også selv har boet det meste af sit liv.

Oversvømmelserne har ikke ramt selve byen Valencia, men kun få kilometer derfra står gader og bygninger under vand.

- Min onkel har en forretning kun 10 kilometer væk, der er blevet oversvømmet. Der var en dame i forretningen, som ikke kunne komme ud, fordi der var vand overalt. Der var heldigvis ingen, som døde der, men det var tæt på, siger Jacob Christensen Fabuel.

Med oversvømmelserne røg strømmen også, og derfor kunne Jacob i en periode ikke komme i kontakt med sin familie, der bor lige uden for byen.

- Der var ingen forbindelse til telefonerne, så vi vidste ikke, hvad der var sket, siger han.

Siden er der skabt kontakt til familien igen, men sådan er det ikke gået for alle andre. For udover at dødstallet nærmer sig de 100, er der også rigtigt mange savnede.

- Stemningen er vild. Alle er meget kede af det og nervøse. Der er mange, der endnu ikke ved, hvad der er sket med deres familie, siger Jacob Christensen Fabuel.

Valencia er praktisk talt omringet af oversvømmelser, og derfor er infrastrukturen til og fra byen ifølge ham kraftigt udfordret. Og det har fået byens borgere til at handle i panik.

- Mange har købt en masse ting i supermarkedet, fordi man ikke ved, om der kommer mangel på produkter. Det er lidt vildt, siger Jacob Christensen Fabuel.

For ham har de ødelagte veje og jernbaner rundt om byen også konsekvenser, for i morgen, fredag, skal han efter planen rejse til Danmark for at spille fire klassiske koncerter i Midt- og Vestjylland, men det ved han endnu ikke, om han kan.

Jacob Christensen Fabuel er violinist og skal spille koncerterne med en klaverkollega fra Madrid mellem 5. og 10. november. Han skulle have været med toget til Barcelona for at flyve derfra, men togdriften har store problemer.

- Jeg ved ikke, hvad vi kan gøre nu. Der er vist ingen måde, man kan komme herfra på, siger han og tilføjer:

- Alt beredskab gør, hvad det kan. Det er jo en kæmpe katastrofe.


Spøgelsesjæger: Derfor er Halloween godt for børn

Nordjyske børn og voksne skal om lidt ud og lave ballade i gaderne og høste slik til poserne.

Skeletter, græskar med lys i og blodige kostumer kulminerer i aften, når mørket i dag falder over Nordjylland til Halloween.

Men det er ikke alle, der nyder tiden med Halloween. Den 28. november fortalte TV-Midtvest, hvordan en mormor mente, at udsmykningen nu begyndte at tage overhånd, da barnebarnet på fire år blev bange hos en bager, hvor personale og butikken var udsmykket i højtidens 'farver'.

Børnene har godt af det

Men Halloween kan ifølge den nordjyske pædagog og spøgelsesjæger, Mikkel Egelund, være med til at hjælpe børnene.

- Når vi laver noget for sjov, hvor vi leger med den bange følelse i en kontrolleret kontekst, lærer vi de unge mennesker en robusthed, siger Mikkel Egelund.

Mikkel Egelund mener også, at det selvfølgelig handler om tempoet, man introducerer de skrækscenarier på, som man udsætter børn for - og han anerkender, at en umiddelbar situation, som hverken den voksne eller barnet, var opmærksomme på, kan være voldsom.

- Men der handler det om, at man som barnets tryghedsperson viser, hvordan det skal reagere. Hvis du ikke selv viser foragt, men måske i stedet nysgerrighed, så lærer barnet, at noget, der er lidt anderledes og skævt, slet ikke er så farligt, siger Mikkel Egelund

Arkivfoto Foto: Privatfoto / Mai Møller Bjerregaard

'Vi må ikke fjerne alt magien'

Når nogle begynder at mene, at der er gået for meget skræk i Halloween, så bekymrer det Mikkel Egelund.

- Vi skal passe på med, at vi ikke fjerner alt magien fra børnene. Det må gerne være et eventyr, for vi gør børnene robuste, siger han.

Hvad mener du? Er Halloween blevet for skræmmende?


Traditionsrig festival truet på sin eksistens

Foto: TV2 Nord

Gennem 15 år har store navne skabt en musikalsk en-dags-oplevelse i skoven, men tonerne kan være ved at ebbe ud.

Skoven forvandles en gang årligt til en musikfestival, der har budt artister som Benjamin Hav, Jung, Hugorm, Poul Krebs og Artigeardit velkomne, men opbakningen er ikke, hvad den har været.

Bålhøj Festival har været afholdt siden 2008, men billetsalget i 2024 har ikke levet op til forventningerne, og hvis salget svigter igen til næste år, er festivalen fortid, siger arrangørerne.

- I år solgte vi kun 8-900 billetter, hvilket resulterede i et underskud på 100.000 kroner, siger formand for Bålhøj Festival, Jesper Albrechtsen.

Borgerforeningen, der står bag festivallen, dækkede underskuddet, men det er der ikke økonomi til at gøre igen til næste år. Derfor har arrangørerne nu forsøgt sig med en ny strategi.

Et nyt billetsystem gør det muligt at sælge billetterne til en lavere pris, desto tidligere gæsternes putter indkøbet i kurven.

- Vi håber på at kunne tiltrække et andet publikum, end vi ellers ser, siger formanden.

De trofaste besøgende er primært lokale fra Brønderslev, der kommer igen år efter år. Håbet er derfor, at de ved at udbyde billigere billetter kan tiltrække gæster fra andre byer og nå op på et højere besøgstal.

Stemning, intimitet og sikkerhed

Arrangørerne blev taget med bukserne nede, fordi de ikke tidligere havde haft problemer med at få nok til at dukke op. Dog er konkurrenterne mange. Heriblandt Nibe Festival og Grøn Koncert, der begge afholdes i Nordjylland og har større kunstnere på plakaten.

Er det svigtende billetsalg så ikke bare et tegn på, at der er bedre alternativer?

- Grøn Koncert afholdes på en stor græsplæne med metalhegn omkring. Jeg mener, at vi tilbyder en intimitet og nærhed for ikke at tale om den stemning, der er i skoven, siger Jesper Albrechtsen.

Formanden mener desuden, at der er en helt anden sikkerhed omkring Bålhøj Festival end tilfældet er på både Grøn Koncert og Nibe Festival.

- Vi har samaritter over det hele, som står klar til at hjælpe og sikrer, at man ikke bliver overset, hvis man har brug for hjælp, tilføjer han.

Mini-Skanderborg

Ifølge formand Jesper Albrechtsen er de mindre rammer ikke kun til glæde for gæsterne, men også artisterne.

- Mange, både kunstnere og gæster, siger, at vores festival er som en mini-Skanderborg Festival.

Formanden mener derfor, at Bålhøj Festival fortsat har en eksistensberettigelse.

For at sikre at økonomien ikke skranter fremadrettet håber formanden nu på, at de kan tiltrække flere sponsorer. Derudover håber han, at banker eller større virksomheder vil tilbyde dem underskudsgarantier, hvis de igen får et skuffende billetsalg.

- Vi satser også på, at vi kan få solgt en del billetter til firmaer, der vælger at afholde et firmaarrangement herude, afslutter han.

TV2 Nord besøgte festivalen i 2021: