Skilteskov i Skagen: Ornitolog vil have naturen tilbage på Grenen
Store skilte, der viser vej mod Danmarks nordligste restaurant hører ikke hjemme på naturskønne Grenen, mener lokal ornitolog.
- Jeg synes, det er blevet lidt for grimt herude. Hvorfor kommer alle de her skilte op?
Kritikken fra ornitolog Rolf Christensen er ubarmhjertig og til at tage og føle på. Han er på Grenen i Skagen hver dag og har ved selvsyn kunnet konstatere at antallet af skilte, der viser til restauranten De2have samt til Grenen Kunstmuseum, er blevet for mange. Han vil have naturen tilbage til naturen.
- Folk der kommer herud skal have en helt speciel oplevelse og det skal ikke være noget, der råber til verden om hvor man kan få en kop kaffe eller en stor fadøl - nej, nej. Det her er Grenen og det er natur, så lad os holde skiltningen på et minimum - det her er simpelthen for grimt, siger han videre.
Første klage
Restaurant De2have, der ligger lige ved parkeringspladsen ved Grenen, men er gemt bag ved naturlige volde. Siden 2008 har der langs de voldstier, der fører fra p-pladsen og op til henholdsvis restauranten og Grenen Kunstmuseum, der ligger i samme bygning, været skilte, der viser vej, men for omkring halvandet år siden kom det skilt, der er centrum i Rolf Christensens opråb, op.
- Det er jo information for at folk kan se, der er en restaurant og en café. Det er lidt svært, når der er en vold foran, så kan man ikke rigtig se, der er noget deroppe, forklarer Peter Faarkrog Hansen, der er direktør på De2have.
I den tid, skiltet har stået på Grenen og gjort reklame, har han ikke en eneste gang før nu, hørt klager over det. Og han mener faktisk, det er nødvendigt med sådanne skilte på store turistattraktioner - som Grenen - for turisternes skyld.
- Jeg er imod at det hele skal være regler og regler. Jeg synes, at når man er en turistattraktion som Grenen, så skal man tilbyde folk noget. Så ligesåvel som der skal være toiletter, så synes jeg, der skal være et sted hvor de kan få noget at spise og drikke, så jeg synes vi er så vigtige ude på Grenen, siger direktøren, der i øvrigt bemærker at han synes skiltet passer fint ind i omgivelserne.
- Det er jo ikke alle mulige pangfarver, der er på skiltet.
Borgmester tager sagen op
Rolf Christensen har brugt Facebook til at gøre opmærksom på sin utilfredshed med reklameskiltene og han har samtidig taget direkte kontakt til kommunens politiske leder Birgit S. Hansen. Herfra lyder det, at sagen nu skal drøftes i Teknisk forvaltning.
- Jeg synes ikke at det, men al respekt, skal komme til at ligne "Palles Tivoli". Det skal være sådan, at når man kommer op og bliver mødt af den storslåede natur, så er det den og ikke en masse farvestrålende skilte man ser, siger borgmesteren.
Og selvom Peter Faarkrog Hansen ikke er tilhænger af stadigt flere regler, hilser han regulering velkommen:
- Vi er kun ude efter at samarbejde med kommunen og få løst de ting. Og hvis de synes skiltet skal være mindre, så finder vi ud af det, siger han.