Skagen-selskab med stærkt regnskab
Der er travlt på havnen i Skagen, og det kan ses på bundlinjen hos en af byens største selskaber
Det verdensomspændende Skagen-firma FF Koncern leverer endnu en gang et stærkt regnskab.
Her lander man i bundsolide grønne tal med et overskud for 2023 på 217 millioner kroner.
I en pressemeddelelse fra koncernen lyder der da også positive toner fra den administrerende direktør Johannes Palsson:
- Vi er rigtig glade for det flotte resultat. Et resultat der igen i år er skabt i en kombination af gunstige markedsvilkår og dygtige medarbejdere. Markederne for fiskemel og fiskeolie har været gunstige, hvilket har givet os mulighed for at give leverandørerne historisk høje priser for deres fisk.
Samtidig har selskabet kørt den største mængde råvarer igennem systemet nogensinde.
Det glæder især økonomidirektør Lars Leer, der mener, at man har gjort det særdeles godt i et udfordret marked.
- På trods af faldende, men fortsat høje omkostninger til energi og stigende renter er det lykkes at styre koncernen sikkert igennem de forskellige udfordringer, siger han.
2022 blev ligeledes et godt år for selskabet, der er blandt verdens største producenter af fiskeolie og fiskemel. Dengang lød overskuddet på 131 millioner kroner.
Afslutningsvist oplyser koncernen, at man også er kommet godt ind i 2024.