Skagen Havn stadig den største: Fisk for en milliard landet i 2016
Foto: Jimmy Romanowski (Pressefoto)
Skagen Havn er Danmarks ubestridt største fiskerihavn hvad angår værdien af de fisk, der bliver landet i havnen.
269.000 tons. Så meget vejer de fisk, der i 2016 blev landet i Skagen Havn tilsammen. Den enorme mængde er ny danmarksrekord, og havnen i landets nordligste by bevarer dermed sin status som Danmarks største fiskerihavn. Det skriver Skagen Havn selv i en pressemeddelelse.
Tallene stammer fra NaturErhvervsstyrelsen og viser at de 269.000 tons tilsammen udgør en værdi på lige knap en milliard kroner. Mere præcist er der tale om fisk til i alt 998,5 millioner kroner i såkaldt landingsværdi.
Landingsværdien for 2016 er den største i Danmark nogensinde og cirka ni procent højere end i 2015, hvor der blev landet hele 79.000 tons flere fisk, som dog "kun" havde en værdi på samlet 919 millioner kroner.
- Jeg glæder mig selvfølgelig over, at en stor del af værdien i dansk fiskeri fortsat skabes i gennem Skagen Havn og virksomhederne, og at vi i 2016 nærmer os værdier for en milliard kroner. Det er min forventning, at vi 2017 overstiger den tærskel på værdien af landinger i Skagen, udtaler Willy B. Hansen, der er administrende direktør for Skagen Havn i pressemeddelelsen.
Målt på størrelse kommer Hanstholm Havn og Thyborøn havn ind som nummer to og tre på listen. Her blev der i 2016 landet fisk for henholdsvis 889 og 727 millioner kroner.
Havneudvidelse vil gavne fiskeriet
Skagen Havn venter i øjeblikket på at etape 3 i havneudvidelsen kan sættes igang. Når det sker, kan man som projektet er udformet, se frem til 150.000 flere kvadratmeter på land, ligesom der kommer 730 meter ny kaj i havnen. Og det vil gavne fiskeriet i stor stil.
- Formålet med etape 3 er at skabe endnu større og bedre rammer for aktører i relation til fiskeriet herunder både fiskere og fiskeindustri. Vi har allerede positive tilkendelser fra flere aktører, som ønsker areal på en etape 3, så det ser rigtig positivt ud, vurderer Willy B. Hansen.
-Skagen Havn har en optimal placering i forhold til fiskepladserne i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Derudover kan vi tilbyde fiskerne moderne modtagefaciliteter og en fuldendt værdikæde af aktører inden for fiskeindustrien, som forarbejder og forædler, afsætter og transporter fiskene ud til hele Europa i en ubrudt kølekæde, siger Willy B. Hansen.
Fakta: Skagen Havn
- Skagen Havn bygger sin forretning på fire centrale områder. Udover fiskeri er det gods og bunkring, maritim serivice og krydstogter. Skagen Havn er blandt landets største havne hvad angår anløb fra krydstogtskibe, og havnen er altså også landets største fiskerihavn.
- 60 procent af de landende fisk kom i 2016 fra udenlandske fartøjer. Svenske fartøjer stod for hele 25 procent af de landede fisk mens norske fartøjer landede 11 procent af fiskene. Derudover lander fartøjer fra Færøerne, Storbritanien, Grønland, Irland, Litauen, Tyskland og Polen fisk i Skagen havn.