Sjældne fugle med kuk i GPS'en: Gråsejlere ramte Skagen i stedet for Afrika
Foto: Søren Skov
Gråsejler ved Skagen Gren. Den kendes bl.a. på den mørke ”banditmaske” omkring øjet.
To gråsejlere valgte det kølige nord i stedet for varmen i tropisk Afrika. Det er første gang, at to gråsejlere ses sammen i Nordjylland.
Egentlig burde de have været på vej mod tropisk Afrika, men der er åbenbart gået koks i navigationen hos to Gråsejlere, der torsdag sås ved Skagens Gren.
- Her sås de hele dagen, mens de fløj frem og tilbage for at fange insekter i luften.
Det fortæller den nordjyske naturjournalist, Søren Skov, til TV2 Nord.
Herhjemme er Gråsejleren en sjælden gæst, der ikke ses hvert år. Det er blot femte gang, at den ses i Nordjylland og første gang, at der ses to fugle sammen.
Søren Skov, naturjournalist, Skagen
Gråsejleren yngler i Middelhavsområdet og herfra videre mod øst til Mellemøsten og Pakistan. Dens normale vinterkvarter er tropisk Afrika og det sydligste Asien, så de to fugle i Skagen er kommet gevaldigt på afveje.
- Herhjemme er Gråsejleren en sjælden gæst, der ikke ses hvert år. Det er blot femte gang, at den ses i Nordjylland og første gang, at der ses to fugle sammen, siger Søren Skov.
Sover mens den flyver
De to usædvanlige fugle blev opdaget af fuglekiggerne ved Skagen Fuglestation.
Gråsejleren er tæt beslægtet med mursejleren, der er en almindelig ynglefugl i Danmark. Ligesom Mursejleren har Gråsejlerens vinger form som en boomerang, hvilket afspejler, at den lever sit liv i luften.
- Kun i yngletiden, hvor den bygger rede på klipper og bygninger, har den fast grund under fødderne. I årets øvrige ti måneder er den altid på vingerne. Den sover, mens den flyver, ligesom den også spiser og drikker, mens den flyver, forklarer Søren Skov.
Gråsejleren har sit navn, da den er lidt mere gråbrun end Mursejleren. Blandt andet har den en mørk ”banditmaske” omkring øjnene, hvilket ikke ses hos mursejleren.