Frækt: Seks nedløbsrør af kobber pillet af bygning og stjålet ved højlys dag
Foto: Privatfoto
Fredag eftermiddag blev Peter Berg fra Sæby udsat for et opsigtsvækkende tyveri.
- Det er bims.
Så kort og kontant lyder fra Peter Berg, der har revisionsvirksomhed i Sæby.
På den centrale placering på Stygge Krumpens Vej 6 ligger hans virksomhed, og derfor er det endnu mere utroligt for ham, at han fredag blev udsat for et opsigtsvækkende tyveri.
Fredag eftermiddag skruede tyve nemlig i ro og mag de skruer af, der holder seks nedløbsør af kobber på plads på bygningen, og forsvandt derefter med dem.
- Jeg ryster lidt på hovedet af det, for er de virkelig så meget værd, lyder det fra Peter Berg.
De skal erstattes
Kobber repræsenterer en markedsværdi på 50 kroner kiloet, men selv med det in mente, ryster Peter Berg på hovedet af tyveriet.
- Der kører, jeg ved ikke hvor mange biler forbi her hver dag, for det er lige ud til vejen. Der skulle jo bare én, der så ham, siger revisoren.
Peter Berg har endnu ikke fået anmeldt tyveriet til politiet, men det gør han mandag. Han har dog meldt det til forsikringen.
Sikkert er det dog, at de skes nedløbsrør bliver erstattet med nye. Og her kunne man godt fristes til at tro, at de ikke skal være af kobber.
- De har hængt på bygningen i 20 år, så selvfølgelig skal de erstattes. Og det bliver i kobber - det vil se tosset ud med plastik, siger Peter Berg.
Hvis du har set noget mistænkeligt fredag eftermiddag på adressen, hører Peter Berg gerne fra dig.