Se de vilde billeder: Det flyder med biler - kommunen gør intet
Bilerne hober sig op både foran og bagved en skrothandlers ejendom i Frederikshavn. Der er langt flere end, han har tilladelse til, men myndighederne ser gennem fingre med ulovlighederne.
I 12 år har Frederikshavn Kommune set gennem fingrene med, at skrothandler Kaj Hansen har alt for mange gamle skrotbiler stående på sin ejendom, Knivholt Autoophug på Mariendalsvej i Frederikshavn.
Han må ifølge den miljøgodkendelse, som det tidligere Nordjyllands Amt tilbage i 1960´erne gav ham have 500 skrotbiler, men han har langt over det dobbelte.
Det viser notater fra Frederikshavn Kommune, der i dag er myndighed på området.
Vi prøver så vidt muligt at gøre det, der er bedst for den enkelte borger og bedst for hele kommunen, og det er en afvejning hver gang, hvor hårdt vi skal fare frem
Boie Frederiksen, direktør, Frederikshavn Kommune
Kommunen forsøger dialogens vej
Hvert tredje år har kommunen været forbi for at foretage miljøtilsyn. De seneste 15 år er antallet af biler vokset med omkring 10 procent hvert år. Det har kommunen selv konstateret.
Frederikshavn Kommune anslår, at der er omkring 1200 biler på stedet. Det vil sige mere end dobbelt så mange, som der er miljøtilladelse til.
- Vi har umiddelbart ikke gjort noget i denne omgang udover at prøve ad dialogens vej. Vi har taget en snak med ejeren derude for at høre om det ikke kan begrænses i det omfang, som man har lov til, siger Boie Frederiksen, der er teknisk direktør i Frederikshavn Kommune.
På spørgsmålet om, hvordan det er gået, lyder svaret fra direktøren:
- Det er ikke gået så godt, kan man godt se.
- Det er ikke sådan, at vi har lukket sagen og lukket øjnene for den, vi ved det udmærket godt, og vi er i dialog med manden, tilføjer han.
Skrothandler er dømt i retten
Allerede tilbage i 2010 blev indehaveren af Knivholt Autoophug, Kaj Hansen, dømt i både byretten og landretten. Han skulle bringe antallet af biler ned til de lovlige 500.
Det skete ikke.
Frederikshavn Kommune, som er tilsynsmyndighed på området, har heller ikke foretaget sig noget for at få fjernet de ulovlige biler.
- Vi prøver så vidt muligt at gøre det, der er bedst for den enkelte borger og bedst for hele kommunen, og det er en afvejning hver gang, hvor hårdt vi skal fare frem. Det er et stort indgreb i den private frihed - også selv om der er truffet afgørelse ved domstolene, og der skal vi afveje, hvor væsentligt det er, siger den tekniske direktør, Boie Frederiksen fra Frederikshavn Kommune.
Idømt tvangsbøder måske på 700.000 kr
Med i dommen fra Vestre Landsret står, at ejeren af Knivholt Autoophug skal betale tvangsbøder på 5.000 kroner om måneden, indtil forholdene er bragt i orden.
Tilbage i 2012 - altså to år efter dommen, forklarede Kaj Hansens søn til TV2 Nord, at faren havde betalt noget, men var stoppet.
Hvis tvangsbøderne i dag fortsat ikke er betalt er bødestørrelsen nu oppe på omkring 700. 000 kroner.
I stedet havde Knivholt Autoophug igen søgt kommunen om lov til at have flere end 500 biler stående.
En aktindsigt i sagen viser, at Knivholt Autoophug igennem de seneste 15 år flere gange har forsøgt at få antallet af biler sat op, men hver gang har kommunen givet afslag. Begrundelsen har hver gang været, at området er udlagt til boliger.
Det koster penge at fjerne biler
Boie Frederiksen forklarer, at det er af hensyn til kommunens økonomi, at man ikke er skredet til handling og fået de ulovlige biler fjernet.
- Det er omkostningstungt at fjerne bilerne. Og spørgsmålet er om det, den udgift, vi får, står mål med den nytte, vi får ud af det.
Så det er skatteborgernes penge I tænker på?
- Ja, det gør vi også.
Boie Frederiksen kan dog ikke sætte tal på, hvor mange skattekroner Frederikshavn Kommune har sparet ved, at forvaltningen har valgt ikke at bruge penge på at fjerne de mange ulovlige skrotbiler fra Knivholt Autoophug.
Hvordan kan du så drage den konklusion, at det er bedst for kommunekassen ?
- Jeg har ikke sagt, at det er bedst for kommunekassen. Jeg har sagt, at vi har undladt at bruge penge på at gøre det.
Det er din vurdering, at I har gjort det i en god sags tjeneste både over for skatteborgerne og den enkelte borger ?
- Jeg mener, at som en helhedsvurdering, så har det her været fornuftigt ja, lyder det fra Boie Frederiksen.
Hør interviewet her:
Naturfredningsforening kræver handling
Den vurdering er bestyrelsesmedlem, Eigil Torp Olesen fra Danmarks Naturfredningsforening i Frederikshavn ikke enig i.
Det kommer bag på ham, at Frederikshavn Kommune har kunnet sidde så store overskridelser af miljøgodkendelsen overhørig.
- Det kalder i den grad på en håndtering af sagen. Der er jo en grund, at man har en miljøgodkendelse, siger Eigil Torp Olesen og tilføjer, at han på det kraftigste vil opfordre kommunen til at gå ind i sagen.
Han er ligesom mange andre, der færdes i området omkring Mariendalsvej bekendt med, at der igennem flere år har holdt et stort antal skrotbiler parkeret uden for Knivholt Autoophug, men at der bag ejendommen på marken står omkring 1200 skrotbiler, det kommer bag på ham.
- Der er tale om en overskridelse i forhold til miljøgodkendelsen på langt over 100 procent. Det er så stor en overskridelse, at der skal ske noget, fastslår Eigil Torp Olesen.
Og spørger man Naturfredningsforeningen er det ganske simpelt det, der skal ske.
- Der skal fjernes biler på en eller anden måde, så antallet er i overensstemmelse med den miljøgodkendelse, der ligger, siger Eigil Torp Olesen.
Helt så simpelt ser man ikke på sagen i Frederikshavn Kommune.
- Det er en afvejning af, om man kan tale sig frem til noget, inden man sætter gang i det helt store maskineri, der koster rigtigt mange penge, lyder det fra den tekniske direktør, der erkender, at kommunen nok har været langmodige og måske også for langmodige i forhold til skrothandleren fra Mariendalsvej.