Se billederne: Ruths Hotel bruger 40 millioner på nye værelser, men ikke til deres gæster
I dag graves første spadestik til opførelsen af Ruths Hotels 15 nye huse i Skagen - til deres medarbejdere.
De nye boliger - som anslås at koste minimum 40 millioner kroner - skal huse personale, der vælger at flytte til Skagen, hvad enten det er en tidsbegrænset sommerperiode, en flerårig elevplads eller et fast ansættelsesforhold.
- En investering i den her størrelse viser et helhjertet commitment til vores medarbejdere og det lokalsamfund, som vi driver virksomhed i, siger administrerende direktør hos Ruths Hotel, Tom Boye.
Håber at inspirere andre
Selvom byggeprojektet for nu kun tilgodeser de ansatte hos Ruths Hotel, er forhåbningen at endnu flere ansatte i den danske hotel- og restaurationsbranche i fremtiden vil opleve et forhøjet kvalitetsniveau.
- Det er ikke bare et spørgsmål om at kunne tilbyde vores ansatte overnatning. Vi har en ambition om, at Ruths hotel skal være en virksomhed, der går forrest, og om muligt løfter branchen til et nyt niveau, lyder det fra Tom Boye.
Placeringen af de nye boliger er Doggerbanke 3 i Gl. Skagen, og byggeriet forventes at stå klar i juni 2024.
Se billederne af de forventede boliger i galleriet herunder: