Satte markise op for tre år siden: Nu vil kommunen have den pillet ned
I Skagen er der ballade om markiser på flere af byens restauranter og beværtninger. Markiserne er i strid med lokalplanen, men en hotelejer mener, at den overdækkede udeservering er afgørende for turismen i Skagen.
Flere restaurationer i Skagen har opsat markiser, der er i strid med lokalplanen. En hotelejer mener, at den nye markise er et plus for turisterne og håber på dispensation.
For tiden er Skagen noget vintertom, men om sommeren strømmer turisterne til i stort antal. Blandt andet ynder turisterne at benytte sig af restaurationernes udeservering, og det foregår ofte under markiser, der skal gøre dagene og sæsonen længere og skærme mod vejr og vind.
Sådan en markise har de også på Foldens Hotel, og det nyder gæsterne godt af.
- De kan jo godt lide at sidde herude med deres øl eller en cigaret. Vi vil jo gerne være ude så meget som muligt, og det er der bedre mulighed for, når vi kan overdække, siger ejer af Foldens Hotel, Gitte Nordmann.
For tre år siden udskiftede hun hotellets gamle markise med en nyere model, som er lidt mere anvendelig end den gamle.
- Den vi havde før var mere påvirkelig af vejr og vind, så den kunne stå og blafre. Og så var den opdelt, så hvis folk sad lige ved et af mellemrummene, kunne de risikere, at det dryppede ned. Det fungerede ikke så godt, siger Gitte Nordmann.
Nu har hun fået etableret en anden type markise, der er mere holdbar og dækker terrassen bedre end den gamle. Men udformningen er i strid med lokalplanen, og efter at der i løbet af sommeren er kommet fokus på markiser i Skagen, skal plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune nu behandle sager om i alt fire allerede opsatte markiser i byen. Indstillingen til udvalget lyder, at tre af de fire markiser ikke skal have dispensation. Blandt andet Gitte Nordmanns, som altså har været i brug i tre år, men først kom i kommunens søgelys i sommer.
Hvis man vil turismen i Skagen, så skal man også gøre noget for turisterne, og det her skaber bedre plads til flere gæster, det giver en længere sæson, og det giver en bedre omsætning og en mere attraktiv turistby
Gitte Nordmann, ejer, Foldens Hotel
Gitte Nordmann mener, at det er en stor fejl, hvis udvalget ikke giver dispensation til hendes markise, som i hendes optik er meget lig den gamle og i øvrigt falder ind i bybilledet i stil med mange andre - og lovlige - markiser.
- Hvis man vil turismen i Skagen, så skal man også gøre noget for turisterne, og det her skaber bedre plads til flere gæster, det giver en længere sæson, og det giver en bedre omsætning og en mere attraktiv turistby, siger Gitte Nordmann.
Formanden for Frederikshavn Kommunes plan- og miljøudvalg, Anders Brandt Sørensen (Socialdemokratiet) vil ikke kommentere konkret på sagerne, før udvalget har behandlet dem på sit møde tirsdag. Men han siger, at sagerne vil bliver grundigt behandlet enkeltvis, og at det skal vurderes, og der er grundlag for at fravige lokalplanen og give dispensation til markiserne. Han siger også, at hensynet til turismen er en ting, der bliver skelet til, når udvalget skal behandle sagerne.