Royalt besøg skal skabe nye, internationale samarbejder
Torsdag deltager prinsesse Marie i et arrangement på Kulturhus Kappelborg i Skagen, og så skal hun holde den officielle Sankt Hans-båltale på Skagen Sønderstrand.
En prinsesse, en minister og en borgmester.
Kigger man på deltagerlisten, kan man roligt sige, at Skagen får fint besøg torsdag.
Sammen med det franske museum Musée Marmottan Monet har Skagens Kunstmuseer arrangeret et såkaldt symposium, der skal afholdes på Kulturhus Kappelborg.
Det er virkelig noget, jeg har glædet mig til
Lisette Vind Ebbesen, direktør, Skagens Kunstmuseer
Her er cirka 40 mennesker inviteret fra forskellige museer og fonde fra ind- og udland, og heriblandt er også prinsesse Marie, kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og borgmesteren i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen (S), inviteret.
- Vi vil gerne skabe et rum, som kan være med til at belyse styrkerne og frugtbarheden ved et samarbejde på tværs af grænser, siger Lisette Vind Ebbesen, der er direktør på Skagens Kunstmuseer.
Herunder kan du se indslag fra prinsessens besøg i Skagen torsdag:
Håber på nye samarbejder
Skagens Kunstmuseer og det franske museum Musée Marmottan Monet har samarbejdet de seneste tre år, og netop nu kan man faktisk opleve samarbejdet på helt nært hold, hvis man besøger Skagens Museum.
Her kan man se udstillingen 'Krøyer og Paris'. Det er ifølge museet selv museets hidtil største og mest prestigefyldte internationale udstilling, og håbet med dagens symposium er helt klart at være med til at etablere nye samarbejder.
- Det er virkelig noget, jeg har glædet mig til, for det er supervigtigt med de her fysiske møder, fordi det ofte er dér, hvor de her samarbejder begynder, siger Lisette Vind Ebbesen.
Deltager alle i Sankt Hans-arrangement
Prinsesse Marie og de andre gæsters Skagen-rejse slutter ikke, når symposiet er færdigt klokken 16. De skal nemlig alle sammen være med om aftenen på Skagen Sønderstrand, hvor de skal deltage i et Sankt Hans-arrangement.
Her skal prinsesse Marie holde den officielle båltale i forbindelse med det traditionsrige arrangement ved Skagens vippefyr.
Det begynder klokken 21 torsdag aften. TV2 Nord sender direkte fra arrangementet, og man kan følge med på Salto og på TV2 Nords Facebookside.
Onsdag besøgte Prinsesse Marie Skagens Kunstmuseum. Se indslaget fra onsdag aften herunder: