Restauratør går konkurs, men åbner igen
Foto: Jesper Lange
Jerry's restaurant & bryghus i Frederikshavn.
En restauratør fra Frederikshavn måtte gå konkurs, fordi SKAT krævede, at han skulle betale sin gæld med det samme i stedet for løbende som hidtil. Nu har han fået lov at forsætte i nyt firma, men nu uden at skylde SKAT penge.
I 27 år har Erik Hauch været selvstændig. Som indehaver af restauranten ”Jerry's restaurant & bryghus” i centrum af Frederikshavn har Erik Hauch efterhånden serveret en stor del burgere og andet godt til byens sultne borgere. I sidste uge erklærede SKAT Erik Hauch’s firma for konkurs. Men nu er han tilbage i restauranten igen, med nyt firma og en uden gæld til SKAT.
- Min gæld var oprindelig på omkring 600.000 kroner. Og jeg kunne nok have betalt det hele tilbage på et par år. Men det ville SKAT bare ikke, siger Erik Hauch.
Tiden skal spoles seks måneder tilbage. Erik Hauch afbetaler på sin gæld til SKAT, som aftalt, og som han altid har gjort. Men ind ad døren kommer et brev fra SKAT.
- Jeg modtog et brev, der fortalte, at min afdragsordning ville stoppe, og så skulle jeg betale hele min gæld på en gang, siger Erik Hauch.
Men det kunne Erik Hauch ikke betale, og i februar fik han så tre måneder til at finde pengene og betale sin restgæld.
- Jeg kunne jo ikke betale, og slet ikke inden for tre måneder. Det var jo også derfor, jeg havde den afdragsordning, siger han.
Erik Hauch foreslog SKAT at betale så meget, han kunne, og så lave en ny afdragsordning. Men det gik SKAT ikke med til. Derfor erklærede SKAT firmaet konkurs. Normalt ville det betyde, at restauranten ville lukke omgående, men da Erik Hauch havde udvist god vilje til at betale, fik han lov til at starte nyt firma, der så kunne overtage restauranten.
- Jeg har det skidt med det hele. Det var jo ikke planen, at slippe for gælden på den måde. Jeg forsøgte virkelig at forsætte med at betale min gæld i afdrag, men det kunne altså ikke lade sig gøre, siger Erik Hauch.
På den ene side er gælden ude af verden, og Erik Hauch må fortsætte sin resturent. Men nu er Erik Hauch selv kommet i bås med folk, som han ikke vil sammenlignes med.
- Jeg er selv den, der skriger højest, når mine kolleger åbner og lukker hele tiden. Jeg har det dårligt med situationen for nu er jeg selv komme i sådan en situation, siger han.
TV2 Nord har været i kontakt med SKAT, der ikke vil udtale sig om den konkrete sag.