Privatskole i Jerup holder første skoledag for 21 elever
Efter to år uden elever bliver der igen undervist på Privatskolen i Jerup.
Lokal pionerånd og mange timers frivilligt arbejde har ført til, at en ny privatskole i dag kunne slå dørene op i Jerup. 21 elever var meldt ind i privatskolen på første skoledag, men skolelederen forventer, at flere kommer til og at den lille skole vokser sig større i de kommende år.
Det er over to år siden, at der sidst var elever i klasselokalerne på Privatskolen i Jerup. Men i blev der igen undervist i matematik i den kombinerede femte- og sjetteklasse.
Jerup Skole lukkede i juni 2015, men efter en lang og sej kamp, som har krævet mange frivillige arbejdstimer, er der nu igen skole i byen med 574 indbyggere nord for Frederikshavn.
- Det er megafedt at komme tilbage. Jeg har virkelig savnet det, siger Signe Holm Brogaard fra Jerup.
Det har været en udfordring for den nye privatskole at starte op i en by, som har været uden skole i to år. Finansieringen kom først endeligt på plads kort før skolestart, og eleverne skal også lokkes til.
- Skole er jo et spørgsmål om tillid, og mange af de børn, som bor i Jerup nu, går på andre skoler. Nu skal vi skabe en skole, så vi kan få de børn hjem igen, siger skoleleder Katrine Bagnkop.
Privatskolen har formået at tiltrække elever fra både Jerup og andre byer i lokalområdet. Der er på første skoledag i alt 21 elever på skolen, som har indført et loft på 16 elever i hver klasse.
- Der er mere plads, og det er nemmere at stille spørgsmål. Man kan hurtigere række hånden op, end man kan i en klasse, hvor der er mange børn, siger Helge Jul Overgaard Jørgensen, Aalbæk.
Den nye skole satser blandt andet på kortere skoledage og på at indrette undervisningen sådan, at eleverne føler, at den giver mening.
- Vi vil udenfor og være sammen med børnene. Vi vil være aktive, og det skal være sjovt at gå i skole. Trives man godt, så lærer man også godt. Så med de ambitioner, vi har, og den opbakning, der er til det, så er jeg slet ikke i tvivl om, at denne her skole kommer til at være her i rigtig mange år fremover.
Privatskolen i Jerup er mindre end de skoler, mange af eleverne har gået på i de seneste år, men på første skoledag er de unge positive over for den nye virkelighed.
- Jeg tror sagtens, det kan komme til at fungere. Jeg tror, det bliver godt, at vi ikke er så mange, siger Camilla Nyholm Lauesen fra Skagen.