Politiet rykker ud i skolen: Hjælper unge med digital sikkerhed
Antallet af anmeldelser om IT-kriminalitet er steget kraftigt de seneste år. Derfor rykker politiet i samarbejde med TrygFonden ud på skoler for at undervise i sikker, digital adfærd.
I 7.L på Aalbæk Skoleafdeling er læreren tirsdag skiftet ud med politiassistent Hein Peter Nielsen fra Frederikshavn Lokalpoliti. Han er mødt op for at undervise eleverne i, hvordan de bedst begår sig på nettet.
- Jeg synes, det er fedt. Jeg synes også, det er fedt, at vi kan få nogle andre end bare læreren til at undervise, og at politiet har tid til det, siger Victor Rytter Skiveren, der er elev i 7.L.
Undervisningsforløbet er tilrettelagt af TrygFonden, og det er et helt nyt forløb, der for første gang skal testes i Nordjylland. Forløbet handler især om deling af billeder og videoer, fordi der har været flere sager med ulovlig deling af intimbilleder blandt børn og unge de seneste år.
- Vi har en del sager, hvor det har noget med nettet at gøre. Især billeddeling, hvor det ofte går galt, enten fordi man selv deler det, eller fordi en ekskæreste eller en, man troede var en ven, deler nogle billeder eller video, siger Hein Peter Nielsen fra Frederikshavn Politi.
Antallet af anmeldelser er femdoblet
Frederikshavn Kommune er ikke de eneste, der har oplevet en stigning i antallet af anmeldelser om IT-kriminalitet. På landsplan er antallet af anmeldelser steget med 490 procent fra 2013 til 2018.
Derfor rykker politiet nu ud i skoleklasserne for at fortælle om, hvad man skal tænke over, når man bruger de sociale medier.
- Vi har jo som regel nogle historier fra den virkelige verden, som de unge kan forholde sig til. Det er ikke kun noget, der sker i København og de store byer. I og med, at vi kommer fra en myndighed, og vi er politiet, er heldigvis rigtig meget respekt om os, og så lytter de unge lidt mere, end hvis det var deres klasselærer, siger Hein Peter Nielsen fra Frederikshavn Politi.
Han fortæller flere historier om konkrete sager fra Frederikshavn, hvor folkeskoleelever har fået delt intimbilleder, eller er blevet tvunget til at filme sig selv uden tøj på. Historierne overrasker Silje Lund Schimmell, der er elev i 7.L.
- Det har overrasket mig, at der bliver delt så meget uden tilladelse. Det er lidt vildt. Og at der er nogle voksne mennesker, der kan finde på alt muligt inde på nettet. De er jo voksne, og de burde vide meget mere end børn ved, så det er jeg ret chokeret over, siger hun.
Håber på færre anmeldelser
Silje Lund Schimmell fra Aalbæk Skoleafdeling tænker i forvejen meget over, hvad hun deler og ikke deler, men i fremtiden vil hun skænke det en ekstra tanke:
- Jeg vil helt sikkert tænke mere over, hvad jeg skriver, og hvad jeg gør inde på nettet og de sociale medier, og hvad jeg lægger op. Det kan jo blive brugt til noget i Amerika for eksempel, så det vil jeg helt sikkert tænke over, siger Silje Lund Schimmel.
Hein Peter Nielsen håber, at oplysningskampagner, som den TrygFonden nu sætter i gang, kan betyde, at der kommer færre anmeldelser i forhold til IT-kriminalitet i fremtiden:
- Jeg håber, børn og unge lærer at sætte grænser for sig selv, og at de tør sige fra. Jeg håber også, at de finder ud af, hvad der er normalt, og hvad der ikke er normalt.
Sikker på nettet
PASSWORDS
- Skift dine passwords tit
- Lad dem ikke ligge og flyde
- Del dem aldrig med andre
BILLEDDELING
- Brug hovedet - hold kroppen offline
- Spørg altid om lov, før du deler billeder af andre
- Bed ikke om intime billeder og sig nej til andres
PERSONER, DU MØDER PÅ NETTET
- Vær kritisk
- Send ikke personlige oplysninger, penge eller billeder
- Er du i tvivl, så blokér, anmeld og tal med en voksen, hvis du er barn
Kilde: TrygFonden, www.sikreside.dk