Politi og Falck tilkaldt: Mink løb frit rundt ved en børnehave
Torsdag modtog Nordjyllands Politi et usædvanligt opkald. Tre mink løb frit rundt på en legeplads ved en børnehave i Elling. Politi og Falck mødte hurtigt op, hvorefter den ene mink blev fanget.
En børnehave og daginstitution i Elling fik torsdag middag besøg af ubudne gæster. Tre mink havde bevæget sig ind på matriklen og løb rundt på legepladsen samt i det skur, hvor børnene sover til middag.
Dagtilbudschef i Frederikshavn Kommune Gitte Højbjerg modtog et opkald fra børnehaven, der kunne berette om hændelsen.
- Der var nogle medarbejdere herude, der var meget hurtige til at reagere, da de ser minkene på legepladsen. De fik ringet til politiet, som var der i løbet af ingen tid. Politi og Falck ankom og fik indfanget den ene mink. Samtidigt fik de ringet til mig, så jeg fik fat i Styrelsen for Patientsikkerhed i forhold til, hvordan gør vi lige det her, for det var virkelig en nyt spørgsmål i forhold til COVID-19. Sådan et spørgsmål har vi ikke fået før; hvad gør vi, når der er mink på legepladsen?
Trods bekymring var børnenes reaktioner over forventning, fortæller Gitte Højbjerg.
- Dengang medarbejderne så minkene, der sad de indenfor og spiste, og eftersom flere af stuerne vender ud ad mod legepladsen, kunne børnene jo se minken. Trods at nogle voksne ville tro, at børnene ville blive bange, så synes de faktisk bare, at det var rigtig spændende. Også det med at der kom politi og Falck på legepladsen, der havde de næserne presset helt op mod ruden. De reagerede faktisk positivt på det.
Hvad har I lært til hvis en lignende situation skulle opstå?
- Det jeg har lært, er i hvert fald, at jeg har nogle medarbejdere herude, der er lynhurtige til at reagere, hvis der sker noget, de aldrig har prøvet før. Derudover har vi selvfølgelig fået den anbefaling, at i går skulle vi holde børnene inde mens den her fangeleg, havde jeg nær sagt, fandt sted, og allerede dagen efter må de godt komme ud igen, da der ikke er tale om nogen nærkontakter mellem minkene og børnene.
Og selvom det kun var én ud af tre mink, der blev fanget, frygter Gitte Højbjerg ikke for børnenes eller de ansattes sikkerhed fremover.
- De ansatte er selvfølgelig ekstra opmærksomme, når de skal ud på mandag, men meldingen vi har fået er, at sandsynligheden for at der er mink på legepladsen mandag er næsten ikke eksisterende.
Hvor minkene kom fra vides endnu ikke på nuværende tidspunkt. Den indfangede mink er blevet testet, og der afventes svar på, om den har været smittet under besøget i børnehaven.
Ingen børn eller ansatte kom noget til under indsatsen.