Politi er forberedte: Giver status på weekenden før uge 29
Nordjyllands Politi melder om en rolig start på den såkaldte Hellerup-uge i Skagen, hvor folk fra hele landet blandt andet er valfartet til den nordjyske by for at feste.
- Vi har ikke haft nogle nævneværdige episoder, fortæller Philip Larsen, der er politikommissær hos Nordjyllands Politi.
Begyndelsen på Skagen-ugen plejer ellers at være garant for episoder med vold, stoffer og parkeringsbøder.
Det har også fået den nordjyske politikreds til at opruste på mandskabet både til lands og til vands.
Der er både etableret en lille pop-up politistation og en båd, der følger med fra søsiden, som skal sikre, at alt sejlads foregår sikkert.
- Vi forventer, at der kommer til at ske noget af det samme som i de forgangne år og har derfor opnormeret og sørget for, at vi har en stor tilstedeværelse både uniformeret, civilt og fra vandsiden, siger Philip Larsen.