Politi efter muligt stenkast: Ingen grund til at være bekymret
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Ifølge Nordjyllands Politi er der ingen grund til at tro, at fænomenet med at kaste sten fra motorvejsbroer er begyndt at plage landsdelen, som man har set det på Fyn.
Et muligt stenkast fra en motorvejsbro ved Sæby Syd anden juledag har tilsyneladende fået nordjyderne til at se mulige stenkastere her, der og alle vegne. I hvert fald har det ikke skortet på opkaldt til Nordjyllands Politi fra bekymrede borgere.
Men spørger man vicepolitinspektør Anders Uhrskov fra Nordjyllands Politi, skal man ikke være bange for, at stenkasteriet vil brede sig, som det har gjort på Fyn. Derfor skal man heller ikke være bange for at køre under motorvejsbroer, understreger han.
- Generelt set har de nordjyske motorveje ikke været plaget på samme måde, som man har været nede på Fyn, så jeg synes ikke, at der er nogen grund til at være bekymret for at færdes på motorvejen. Men det er klart, at man altid skal være opmærksom på, hvad der sker, også når man kører på en motorvej, siger Anders Uhrskov til TV2 Nord.
Endnu ingen gennembrud
Angsten er opstået, efter Jesper Sørensen fra Frederikshavn tirsdag formiddag fik sig noget af en forskrækkelse, da han sammen med sin kone var på vej til julefrokost i Århus. Ved motorvejsbroen ved afkørsel 13, Sæby Syd, lød der pludselig et højt brag, og da de holdt ind ved den næste afkørsel kunne de se en lang revne i taget, lige over forruden.
Politiet spærrede kort efter motorvejsbroen og siden selve motorvejen ved Sæby af for at lede efter spor i sagen, der bliver efterforsket som et muligt stenkast. Der blev søgt med hunde og fundet flere mulige spor, men politiet har endnu ikke kunnet klarlægge hændelsesforløbet fuldstændig.
- Vi har ikke noget gennembrud i sagen, i forhold til hvad der helt nøjagtigt er sket derude. Vi har selvfølgelig snakket med de borgere, som har henvendt sig til os, og der er vi ved at se på, om vi kan stykke en forklaring sammen, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov fra Nordjyllands Politi.
Ifølge vicepolitiinspektøren er det endnu for tidligt at sige noget om, hvorvidt det er en bevidst handling, eller om det, der har ramt Jesper Sørensens bil, ved et uheld kan have været tabt eller blæst ud over broen.