Pernille blev tarmrenser og brød ond cirkel: Virksomhed håber, at flere vil gøre som hende
Omkring 13.500 nordjyske unge mellem 18 og 25 år står uden job eller uddannelse. Pernille Leth Jensen kæmpede med afbrudte uddannelsesforløb – men nu skal hendes historie inspirere andre.
Fredag blev Pernille Leth Jensen industritarmrenser. Men vejen til uddannelsen har været lang for den 24-årige kvinde fra Brønderslev.
I teenageårene var hun gennem flere afbrudte uddannelsesforløb, indtil hun en dag kom i kontakt med den lærlingeansvarlige ved tarmrenserfirmaet Dat Schaub, som gerne ville tage Pernille Leth Jensen ind i virksomheden.
Lærlingeforløbet gik godt, og nu kan hun kalde sig indehaver af en uddannelse – endda med en sølvmedalje i svendeprøven.
- Det var mega fedt, jeg blev mega glad. Det var helt vildt, siger Pernille Leth Jensen om sølvmedaljen.
Succeshistorien blev mandag delt på Vendsysselmøde 2018. Formålet med mødet er at få unge i job og uddannelse. Tal viser nemlig, at 13.500 nordjyske unge mellem 18 og 25 år står uden job og eksamensbevis.
- De oplever det, vi kalder manglende uddannelsestillid. De har ikke tiltro til, at uddannelsessystemet vil dem, siger Brian Christoffersen, der er lærlingeansvarlig ved Dat Schaub i Sæby.
Pernille Leth Jensen har fået tiltroen til uddannelsessystemet tilbage. Nu vil hun videreuddanne sig indenfor faget.
- Jeg har fået meget mere blod på tanden og tænker "jeg kan godt," siger hun.
I nyhederne på TV2 Nord blev det debatteret, hvordan man kan få flere unge ud på arbejdsmarkedet. Se mere her: