På glatbane: Vil køre speedway i ishockeyhal
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Kevin Pedersen står bag det første speedwayløb på is i Danmark i næsten 40 år.
For første gang i næsten 40 år skal der køres isspeedway i Danmark. Iscenter Nord i Frederikshavn ligger is til, når Sæby Speedway Klub arrangerer isspeedwayløb i ishockeyhallen.
Det er formanden for Sæby Speedway Klub, Kevin Pedersen, som står bag, at isspeedway gør come back i Danmark. Klubben i Sæby har hverken bane til almindelig speedway eller speedway på is, så derfor har klubben lavet et samarbejde med Iscenter Nord i Frederikshavn.
Det betyder, at der lørdag d. 4. april køres isspeedway i Danmark for første gang i 37 år. Der kommer 19 kørere til start i fire forskellige klasser, og i løbet byder på omkring 25 heat. Halinspektør Henrik Houkjær Nørgaard vil til lejligheden lave isen ekstra tyk.
- Isen skal nok holde. Når den kan holde til istølt med islandske heste, så kan den også holde til det her, siger halinspektøren.
Speedwayformand: En drøm går i opfyldelse
Formanden for Sæby Speedway Klub, Kevin Pedersen, har arbejdet på at få isspeedway til Danmark i flere år. Løbet er nu en realitet. Billetterne er sat til salg og aftalerne med en række sponsorere er lavet.
- Det er en drøm, som går i opfyldelse. Jeg havde ikke troet, at vi kunne komme så langt, siger Kevin Pedersen.
Han stiller selv til start ved løbet i Frederikshavn, og han har tidligere kørt isspeedway i Tyskland. Her deltog havde for år tilbage i en løbsserie, men en alvorlig håndskade stoppede karrieren. Nu er hånden klar til at vride gashåndtaget i bund igen.
Hjemme i garagen i Sæby er to speedwaycykler gjort klar til løbet. Maskinerne er de samme, som der køres almindelig speedway på. Dog med en hel afgørende forskel. Dækkene er fyldt med skruer.
300 skruer i dækkene
- Der er boret omkring 300 8-10 mm. skruer i hvert dæk. I fordækket er skruerne skruet i, så det sikrer, at dækket kan få fat i isen. I bagdækket er skruerne skruet i udefra, som gør at baghjulet kan spinde inde på isen, forklarer Kevin Pedersen.
I speedway på udendørsbaner er der fire kører i hvert heat. I isspeedway er der kun tre kørere på banen ad gangen, men der skal nok blive underholdning og drama lover Kevin Pedersen.
Der er 1.000 billetter til arrangementet, og hvis opbakningen er til stede, så vil Sæby Speedway Klub gøre arrangementet i Frederikshavn til en årlig begivenhed. Klubben drømmer også om at arrangere isspeedway andre steder i landet.
- Vi vil gerne til Fyn og Sjælland, og måske også til Esbjerg og Vojens og lave et par løb, siger Kevin Pedersen.