Nordjysk statsejet campingplads sat til salg
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Statens ejendomsselskab har sat Bunken Strand Camping i Ålbæk til salg.
Regeringen skal sælge ud af sine statsligt ejede arealer med campingpladser. Sådan lød et lovforslag, som Folketinget vedtog i 2018.
Her stod fire nordjyske campingpladser til enten at skulle sætte hele eller dele af arealet i udbud. En af de campingpladser var Bunken Strand Camping, der nu er sat til salg.
Bunken Strand Camping, der ligger i Ålbæk, har frem til 2020 været ejet af Naturstyrelsen. Som en del af planen om at frasælge i alt 18 statslige campingpladser, er Bunken Strand Camping nu overdraget til statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, som i samarbejde med Campingmæglerne skal stå for salget af campingpladsen.
Statslige campingpladser:
- Ejes af staten, herunder Naturstyrelsen
- Bliver drevet af enten kommunerne eller private og ligger i tilknytning til statslige skov- og naturområder.
Bunken Strand Camping udbydes til kr. 20 mio. kr.
Campingpladsen har 700 pladser og ni hytter. Derudover har den fire servicebygninger med blandt andet badefaciliteter og møntvask, tre legepladser, minigolf, grillbar, butik og reception.