Nordjysk fabrik flytter produktion til Fyn - koster arbejdspladser
Foto: Daniel Mikkelsen
Virksomheden Tenax Sild flytter i løbet af næste år dele af sin produktion fra Aalbæk til Fyn.
Det er et dårligt regnskab for 2022, der får virksomheden Tenax A/S til næste år at lukke ned for en del af produktionen i Nordjylland.
Og det er især produktionen af sild, der ikke viser tilfredsstillende resultater.
Der produceres i dag sild både i Aalbæk og i Nyborg, hvor virksomheden har hovedsæde.
- Vi flytter hele produktionen af sild til Nyborg, mens vi beholder produktion af stegte sild, fiskefrikadeller, kaviar og paté i Aalbæk, siger direktør Michael Møller Jensen, Tenax Sild.
Han understreger, at ændringen er en del af en proces for at få virksomheden tilbage på sporet, efter regnskabet viser ubalance mellem Tenax Silds kostpriser og salgspriser. I lighed med andre produktionsvirksomheder, er Tenax Sild ramt af store stigninger på råvarer, og det har blandt andet betyder, at virksomheden sluttede 2022 med et underskud på 36 millioner kroner.
Koster arbejdspladser
Michael Møller Jensen lægger ikke skjul på, at det kommer til at koste arbejdspladser i det nordjyske, når produktionen ændres, men direktøren understreger, at man forsøger at finde løsninger ved naturlig afgang og mindre brug af vikartimer.
- Vi har i dag omkring ti ansatte, der arbejder direkte med sildeproduktionen, men jeg har endnu ikke tal på, hvordan det kommer til at påvirke antallet af ansatte i løbet af næste år, siger Michael Møller Jensen.
Tenax Sild A/S producerer sild som ’Lykkeberg 1899’, ’Fiskemandens’ og ’Skagen’, ligesom der forarbejdes andre fiskespecialiteter som fiskefrikadeller, fiskepatéer, kaviar af stenbiderrogn og ørredrogn.
Tenax Sild har i dag 65 ansatte i Aalbæk og 60 ansatte i Nyborg.