Nordjysk by varmer op til kæmpe VM-fest
VM stemningen breder sig i Frederikshavn, hvor VM i kvindehåndbold om bare en uge for alvor sætter byen på verdenskortet. Og det er en begivenhed som hele byen er involveret i - også byens børnehavebørn.
- Det er fremtiden inden for håndbold, der er her i dag, det kan jeg godt sige jer.
Sådan siger Gorm Søgaard Christensen om den pigegruppe af børnehavebørn, han har med i Arena Nord tirsdag.
- De skyder godt nok hårdt, fortsætter han, mens han har placeret sig selv som målmand overfor gruppen af børnehavebørn.
Han er pædagogisk assistentelev hos Børnehaven Lærkereden, som ligger i Frederikshavn.
Børnehavens børn var blandt de 200 børnehavebørn, der tirsdag var mødt op i Arena Nord for at indtage banerne, hvor verdens bedste håndboldspillere snart skal spille.
Om bare en uge kommer Frederikshavn igen på verdenskortet, når byen skal være vært for VM i kvindehåndbold.
37 VM-kampe i Frederikshavn
Det store arrangement skal afholdes i Arena Nord fra onsdag 29. november til 13. december.
Den første VM-kamp i Frederikshavn spilles 29. november, og der er mellem Brasilien og Ukraine.
Siden følger flere kampe i gruppe G og H, hvor også Spanien, Kazakhstan, Tjekkiet, Holland, Congo og Argentina spiller.
De tre bedste hold fra hver pulje går videre til én af fire mellemrunder, som også spilles i Arena Nord, mens de to hold placeret som nummer fire i de indledende puljer går videre til præsidents cup, hvor i alt otte hold deltager. Præsidents Cup spilles også i Arena Nord.
I alt vil der blive afviklet 37 kampe i Frederikshavn med sidste kamp onsdag 13. december.
VM i børnehøjde
Indtil da handler det om at det store arrangement bliver en del af hele byen, ligesom sidst tilbage i 2015 da Frederikshavn var vært ved VM i håndbold for første gang.
Og tirsdag stod den så i børnenes tegn.
Elever fra 8.B på Nordstjerneskolen hjalp konsulenterne fra Dansk Håndbold med Trille Trolle-aktiviteterne i arenaen og blandt dem er Emma og Cecilie.
- Det er fedt at få lov til at passe nogle børn og gå rundt og være hjælpere til maskotter, lyder det fra klassekammeraterne fra 8. B på Nordstjerneskolen.
Måske interesse for håndbolden
Ifølge Gorm Søgaard Christensen fra børnehaven Lærkereden i Frederikshavn fik børnene rigtigt meget ud af dagen i Arena Nord.
- Vi tager helt sikkert rigtigt meget med hjem. Der er mange gode sociale ting i det, og børnene har lært andre børn fra de andre institutioner at kende, fortæller Gorm Søgaard Christensen, som også glæder sig over, at børnene har lært lidt om de lande, der skal deltage i VM i Frederikshavn.
- Måske vækker sådan en dag også deres interesse for sporten, siger Gorm Søgaard Christensen.