Nordjyllands sundeste arbejdsplads ligger i Frederikshavn
Foto: Johnni Isaksen
Frederikshavn Kommunes rengøringsfunktion modtog fredag hæderen, der giver dem en plads i finalen om at blive Danmarks Sundeste Arbejdsplads.
En tilfreds nordjysk arbejdsmiljø repræsentant, kan se de seneste års arbejde som sundhedsambassadør bære frugt.
- Jamen, jeg synes det er fedt. Nogen er gået ned i vægt, så stiger det mentale overskud og trivslen, den er bare kanon. Det fortæller Jette Jensen, der er arbejdsmiljørepræsentant i ejendomscentret Drift & Service’ rengøringsfunktion i Frederikshavn Kommune.
Det er især arbejdet med app’en ”Sundhed På Spil”, der ugentlig har sendt nye udfordringer og sunde huskeregler til de ansatte, der har hjulpet arbejdspladsen i den rigtige retning - både fysisk og psykisk.
- Man har sgu lavet noget sjovt. Det var jo blandt andet, det her med, hvor mange kan du hilse på om morgenen for eksempel. Når man gik ned gennem gangen, så sagde man godmorgen, godmorgen, godmorgen. Og det grinte vi jo meget af, siger Tove Hansen, der er rengøringsdame.
- Det var sådan noget med at sige godmorgen, det gav to point, og hvis man gik to kilometer så gav det så og så mange point, og så var der en 5-6 forskellige ting, siger arbejdsmiljørepræsentanten.
Det aktive arbejde med det fysiske arbejdsmiljø har også givet gode point på andre områder.
Sundhedsprojektet har jo gjort, at vi faktisk er kommet til at lære hinanden meget bedre at kende, selvom vi er inddelt i nogle grupper, siger Tove Hansen.
I følge arbejdsmiljørepræsentanten så går den psykiske og den fysiske trivsel hånd i hånd.
- Jamen jeg brænder jo for det. Det må jeg sige og altså - god trivsel, det giver sunde mennesker.
Hæderen som Nordjyllands sundeste arbejdsplads har også givet billet til finalen i konkurrencen om at blive hele Danmarks sundeste. Der er dog ikke helt enighed om, hvor vigtig sejren er, når den sundeste virksomhed i hele Danmark skal findes i København på tirsdag 2. maj.
- Jeg behøver ikke et eller andet, der siger, at det har vi vundet. Fordi jeg synes, at vi allerede her vundet, siger Tove Hansen.
- Jaja, men der er jeg måske lidt mere konkurrencemenneske end dig, for jeg vil jo gerne vinde det hele, siger Jette Jensen.
Konkurrencen om at blive Danmarks sundeste arbejdsplads er lavet af Forsikring & Pension, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Erhverv og Falck.