Natfærge må ikke samle passagerer op: - Tudetosset, mener folketingsmedlem
Foto: Jesper Bo Winther
DFDS-færgen fra Oslo må ikke samle passagerer op, når den ankommer til Frederikshavn for at sejle videre til København.
Bjarne Laustsen (S) vil have, at hans egen regering skal kigge på en ordning, der forhindrer passagerer i at rejse mellem Frederikshavn og København.
Hver dag anløber en færge havnen i Frederikshavn ved midnatstid. Det er DFDS-færgen mellem Oslo og København. Men selvom den lægger til kaj i Frederikshavn, så må den ikke samle passagerer op inden turen går videre til hovedstaden.
- Det synes jeg er tudetosset, siger folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S).
Vil sejle til arbejde
Det virker heller ikke logisk for Peter Poulsen, der bor i Frederikshavn. Han arbejder som betjent i Folketinget. Derfor kører han ofte til Aalborg for at flyve på arbejde, men allerhelst vil han faktisk sejle om natten og vågne veludhvilet i København.
- Det vil være en fantastisk løsning, at man kan gå ombord her i Frederikshavn ved midnatstid og så anløbe København klokken 9 om morgenen, siger 64-årige Peter Poulsen.
Gunstige skatteforhold
Årsagen til, at færgen ikke må samle passagerer - eller gods - op i Frederikshavn, hænger sammen med den såkaldte DIS-ordning, der handler om gunstige skatteforhold for danske skibe, der sejler i internationalt farvand.
- Det kan godt være, at der er en eller anden DIS-ordning, skatteregel i EU eller noget andet noget. Men måske er der mulighed for at få en dispensation, siger Bjarne Laustsen, som har taget sagen op i de relevante ministerier.
DFDS har ikke ønsket at medvirke i artiklen. Det har ikke været muligt at få et interview med skatteminister Morten Bødskov (S).