Politikere står fast: Nægter fortsat at skrive under på havneregnskab
Frederikshavn Havn overgik 15. maj til at blive kommunal i stedet for kommunal selstyrehavn. Det skete på grund af dårlig økonomi i havnen. Foto: Henriette Maj Pedersen
Onsdag var havnen nok engang på den politiske dagsorden - svaret var det samme:
- Nej!
Der er fortsat ingen, som vil sætte deres underskrift på Frederikshavn Havns regnskab for 2023, som viser et underskud på 340 millioner kroner.
Onsdag blev sagen om, hvorvidt politikerne i økonomiudvalget skal skrive under på regnskabet eller ej igen-igen behandlet, og politikerne stod fast:
Regnskabet får ikke økonomiudvalgsmedlemmernes underskrifter på.
- Vi har ikke ændret holdning, siger Frederikshavn Kommunes borgmester Karsten Thomsen (S).
Alle medlemmer af udvalget med undtagelse af SFs Tina Kruchow stemte for, at der ikke skulle skrives på regnskabet. SF’eren undlod at stemme og forklarer om sin beslutning:
- Vi vil i SF gerne tage ansvar, men da ingen af de øvrige partier ville skrive under, så valgte vi at undlade at stemme, siger Tina Kruchow.
Eksperthjælp fra Trafikstyrelsen
Sagen om de manglende underskrifter blev behandlet på det seneste byrådsmøde, hvor det blev besluttet, at sende den retur til økonomiudvalget, som så skulle hente ekspertbistand fra Trafikstyrelsen, som er myndighed på området.
Styrelsen udarbejdede et notat, som blev sendt til Frederikshavn Kommune. Heri skriver styrelsen:
- Trafikstyrelsen kan bekræfte, at en selvstyrehavns regnskaber skal godkendes af kommunalbestyrelsen i ejerkommunen.
Frederikshavn Havn ændrede I maj styreform fra kommunal selvstyre havn til kommunal havn, og derfor tolkerne politikerne svaret fra Trafikstyrelsen, som at det ikke er et krav, at de skriver under.
- Vi har læst papirerne, og de skriver, at vi ikke er forpligtiget til at skrive under, da det er et regnskab for selvstyre havnen, og der er ingen bestyrelse for den, siger borgmester Karsten Thomsen, Socialdemokratiet.
Stadig uden underskrifter
Frederikshavn Havns regnskab for 2023 ser således ud til at forblive uden underskrifter, og hverken Trafikstyrelsen, Frederikshavn Kommunes revisor BDO eller politikerne tolker, at de manglende underskrifter får konsekvenser.
Pressechef i Trafikstyrelsen, Frederik Roed, sagde sådan her til TV2 Nord i sidste uge:
- Havneloven tager ikke højde for det spørgsmål her. Den siger bare, at en kommunal havns regnskaber skal godkendes af kommunens kommunalbestyrelse, lød det fra Frederik Roed.
Med andre ord ligger det altså udenfor havnelovens område at vurdere, hvem der skal underskrive regnskabet, når ejerformen er ændret undervejs i en regnskabsperiode.
Sagen er dog ikke helt slut endnu.
Økonomiudvalget sender den nemlig videre til byrådet, og således skal de manglende underskrifter og havnens regnskab endnu engang debatteres, når byrådet i næste uge holder årets sidste byrådsmøde.