Museum skal spare en million kroner: Denne bus kommer under kniven
Foto: Nordjylland Kystmuseums Facebook
Bedford-bussen er snart fortid.
Nordjyllands Kystmuseums kommunale tilskud reduceres fra næste år med flere hundrede tusinde kroner. Det skaber en økonomisk hovedpine.
Tilskuddet til Nordjyllands Kystmuseum skal reduceres med 400.000 kroner.
Det har Frederikshavn Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg nu besluttet, da kommunen næste år skal spare 6,3 millioner kroner indenfor kultur- og fritidsområdet.
- Der bliver skåret dybt, men det, vi skærer væk, er noget vi kan gøre, men ikke skal gøre, siger direktør i Nordjylland Kystmuseum, Henrik Gjøde Nielsen og fortsætter:
- Så der er ting, som publikum og offentligheden har været vant til at vi gør, som vi ikke længere kan gøre. Vi kan ikke blive ved med at lave den samme eller bedre service for færre penge, siger direktør i Nordjylland Kystmuseum, Henrik Gjøde Nielsen.
Det har været en barsk opgave
Peter Laigaard (K), formand, Kultur- og Fritidsudvalget, Frederikshavn Kommune
Udover tilskuddet skal museet også flytte. Derfor skal der findes yderligere besparelser på 250.000 kroner.
Samlet løber besparelserne op i en million kroner, lyder vurderingen fra museets bestyrelse.
Får konsekvenser
Museet har lavet en spareplan, som skal sikre museets fortsatte statsanerkendelse og sikre den fortsatte udvikling.
Det betyder, at alt, som ikke er omfattet af museets forpligtelser i henhold til museumsloven, bliver skåret væk. Blandt andet bliver tre af museets arkiver nedlagt.
- Det drejer sig om arkiverne i Skagen, Sæby og Frederikshavn. Så drejer det sig om Bedford-bussen, der bliver nedlagt, og så er der en udstillingstilrettelægger, der bliver reduceret til en deltidsstilling, siger museets direktør, Henrik Gjøde Nielsen.
Det bliver nedlagt
Arkiverne nedlægges:
- Arkivet i Tinghuset i Skagen. Arkivet nedlægges som aktivt og åbent arkiv, og bliver en del af Kystmuseets interne studiesamling. Tinghuset fraflyttes. Arkivalier flyttes i magasin.
- Lokalhistorisk Arkiv på Kystmuseet Bangsbo. Arkivet nedlægges som aktivt og åbent arkiv, og bliver en del af Kystmuseets interne studiesamling.
- Lokalhistorisk Arkiv på Kystmuseet Sæby. Arkivet nedlægges som åbent og aktivt arkiv, og bliver i stedet en del af Kystmuseets interne studiesamling. Arkivet fraflyttes. Arkivalier flyttes i magasin.
Stillinger nedlægges:
- En fuldtidsarkivarstilling nedlægges.
- En fuldtidskustodestilling nedlægges.
- En fuldtidsstilling som udstillingstilrettelægger reduceres til en deltidsstilling.
- En deltidsarkivassistentstilling overgår til andet arbejde.
- En deltidsarkivarstilling nedlægges.
Andet:
- Konserveringsudgifter til Bevaringscenter Nord reduceres.
- Bedford-bussen i Skagen sælges.
- Clasens Gård, en del af Kystmuseet Sæby rømmes. Lejemålet med kommunen opsiges, og museet fraflytter bygningen. Dette inkluderer kontorer, bogsamling, magasin, værksted mv.
Hård opgave
Formanden for kommunens Kultur- og Fritidsudvalg, Peter Laigaard (K), anerkender, at det ikke har været en nem opgave at reducere museets tilskud med 400.000 kroner.
- Det har været en barsk opgave, og vi tager jo udgangspunkt i professionelle embedsmænds besparelsesforslag. Politikere er sat i verden for at træffe bestlutninger, så det er vi jo nødt til, siger Peter Laigaard.
Frederikshavn Kommune skal spare 6,3 millioner kroner indenfor kultur- og fritidsområdet næste år, og derfor er det ikke kun Nordjyllands Kystmuseum, som bliver ramt.
- Alle områder bliver ramt. Haller, museer, musikskoler. Det er en bunden opgave, og det er jo ikke den sjoveste opgave at dele besparelser ud, siger formanden.
Vil fortsætte positiv udviklinng
Selvom besparelserne rammer museet fra næste år, så håber direktøren, at de seneste års udvikling vil fortsætte.
- Vi har konsolideret museet som et attraktionsfyrtårn, og vi satte publikumsrekord i 2021. Så på trods af de bump, der har været, så er vi inde i en positiv udvikling. Det er vores intention at fortsætte den udvikling, vi er inde i, siger Henrik Gjøde Nielsen.
Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget kan dog ikke garantere, at Nordjyllands Kystmuseum slipper for yderligere besparelser i fremtiden.
- Møllen kan køre videre næste år, men om det bliver de samme steder, der bliver ramt, kan jeg ikke vide.
Se interviewet med museumsdirektøren her: