Michael og over 800 andre vil have ny vej - men socialdemokrater siger nej
En borgergruppe i Sæby kæmper for at få lavet en ny vej til et nyt boligområde. Alle partier i byrådet bakker op - på nær Socialdemokratiet, der har flertal.
Michael Jacobsen er en af over 800 sæbynitter, der har skrevet under på, at der bør anlægges en ny vej til det boligområde, der er ved at blive opført i Sæby Bakker.
I byrådet i Frederikshavn Kommune er der opbakning til vejprojektet fra alle andre partier end Socialdemokratiet, men da S har absolut flertal i byrådet, ser den nye vej ikke ud til at blive en realitet.
- Det er trist. Blandingen af cyklister og gående sammen med alle de biler mener vi bestemt ikke er nogen god løsning, siger Michael Jacobsen, der er medlem af borgergruppen "Bevar Langtvedvej som nu".
Gruppen kæmper for en ny vej, der går nord om det nye boligområde i Sæby Bakker, hvor der efter planen skal opføres 360 boliger.
Når boligerne står færdige, forventes trafikken i området at stige med 2000 biler i døgnet. Og som infrastrukturen er i dag, skal de passere Langtvedvej, der er fem meter bred.
- Det er jo sikkerheden for de bløde trafikanter, vi arbejder for. At påstå, at de kan være på denne vej sammen med tung trafik og 2000 personbiler, synes vi er helt i skoven, siger Peter Sørensen (V), der er formand for plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune.
- Vi skal ikke bygge en vej, når der er en i forvejen
Da udvalget tirsdag behandlede sagen, stemte de fem socialdemokratiske medlemmer i udvalget nej til forslaget.
- Det gør vi, fordi den vej, der er der i forvejen, er dimensioneret til at kunne tage 3000 biler i døgnet, og når området er fuldt udbygget om nogle år, så vil der være 2000 biler dagligt. Vi vil i stedet opgradere den eksisterende vej med lys, cykelsti og fortov, siger Birgit Stenbak Hansen (S), der er borgmester i Frederikshavn Kommune.
Venstre mener, at en ny vej kan anlægges for 9,3 millioner kroner, mens det ifølge Socialdemokratiet vil koste op mod 20 millioner kroner at lave en ny færdselsåre til boligområdet i Sæby Bakker.
- Vi skal være troværdige i vores brug af skatteborgernes penge og ikke bygge en vej, når der er en i forvejen, som kan bære trafikmængden, siger Birgit Stenbak Hansen.
Foreslår langsigtet løsning
Borgerne i området håber, at Socialdemokratiet ombestemmer sig og ikke udnytter deres flertal i byrådet til at sætte en stopper for vejprojektet.
- Vi synes bestemt, det er en god idé med boligprojektet i Sæby Bakker, og det er også rigtig godt for byen. Vi er bare bekymrede for infrastrukturen, og hvad det vil komme til at betyde for Sæby, siger Michael Jacobsen.
Borgmester Birgit Stenbak Hansen siger, at kommunen vil følge den trafikale situation i det nye boligområde tæt. Borgergruppen ser gerne, at der allerede nu bliver tænkt langsigtet.
- Vi har foreslået, at man kan bygge de første huse og så lave vejen, eller at man i hvert fald forbereder til det, siger Michael Jacobsen.