Mens blækket tørrer efter nedlukning og massefyringer, bygges der for 25 millioner til slagteri
Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord
800 mistede i går deres arbejde i Sæby. Imens skal slagteri betale for anlæg, de ikke skal bruge.
Det var en sort dag i Sæby i går, da slagteriet i byen pludselig lukkede.
- Jeg er meget følelsesmæssigt berørt, fordi der er så mange, der mister deres job. Hver eneste arbejdsplads betyder noget for den enkelte. Men det betyder også noget for os som område og region, sagde borgmester Birgit S. Hansen (S).
Men også forsyningen i Frederikshavn fik en bekymring at bære, fordi der i øjeblikket laves en 25 millioner kroner dyr forbindelse fra Sæby Renseanlæg og til slagteriet.
Det skriver kanalfrederikshavn.dk.
Danish Crown-slagteriet står for hele 10 procent af den samlede spildevandsudledning i Frederikshavn Kommune, hvor Sæby ligger.
Linjeføringen er med lukningen sat på pause, oplyser formanden for forsyningen til Kanal Frederikshavn.
Den skulle være på over fire kilometer og løbe gennem beskyttet natur og fredskov, og indtil i går var den lokale entreprenør Trigon i fuldsving med anlæggelsen.
Med slagteriets lukning kunne der nu opstå bekymring om regningen på 25 millioner kunne ende ved borgerne.
Den bekymring manes til jorden af forsyningens formand.
- Vi har nærlæst vores kontrakt med Danish Crown, og vi har selvfølgelig taget højde for uforudsete ting som en lukning af slagteriet. Derfor kan jeg også godt berolige borgerne i Frederikshavn Kommune, siger Erik Kyed Trolle, formand for Frederikshavn Forsyning.
I stedet kan regningen ende hos slagteriet, der i øjeblikekt forhandler afskedigelserne på plads med de 800 ansatte.
- Danish Crown har nogle forpligtelser, så jeg er sikker på, at vi finder en fornuftig udgang på denne uheldige sag, siger Erik Kyed Trolle.