Lucas Bjerregaard sejrer for Danmark
Foto: Pressefoto / Dansk Golf Union
Sammen med Thorbjørn Olesen vandt frederikshavneren Lucas Bjerregaard den første GolfSixes-turnering nogensinde.
Golfspillerne Thorbjørn Olesen og nordjyske Lucas Bjerregaard vandt søndag den første GolfSixes turnering, der nogensinde er afviklet. Turneringen bliver spillet efter greensome-formatet, og er altså ikke det helt samme turneringsform som det klassiske slagspil.
Hvad er greensome-golf?
- Begge golfspillere slår en bold ud fra teestedet
- Herefter vælger de to spillere den bedste bold og slår på skift til den.
- Hvis man bruger færrest slag på huller får man 1 point.
- Hvis begge hold bruger lige mange slag uddeles 0 point.
- Ved GolfSixes-turneringen blev der spillet 6 huller ved hver match.
Turneringen, der blev spillet på Centurion Golf Club tæt på London, er den første af sin slags, der er blevet afholdt på Europatouren. Og det endte altså med at Danmark gik i historiebøgerne som den første vinder nogensinde.
I finalen mødte danskerne Australien. Inden 6. hul, der var et par 5-hul, var stillingen 2-1 til Danmark. De to danskere skulle altså bare dele hullet for at vinde turneringen og pengepræmien på 200.000 euro.
Thorbjørn Olesen var ganske få centimeter fra at forlænge matchen, da han var lige ved at slå bolden i en sø. Men nordjyske Lucas Bjerregaard reddede dagen, da han med et flot indspil lagde bolden til rette for Thorbjørn Olesen, der kunne sende bolden i hullet til en birdie. Det kunne australierne ikke slå, og derfor vandt Danmark matchen 3-1.
Det er Lucas Bjerregaards første turneringssejr på europatouren.